Tribut, (af lat. tributum, af tribuere 'tildele, give'), afgift, skat. I Romerriget var det en formueskat, tributum, som romerske borgere skulle betale; den blev kun inddrevet efter behov til militære formål. Efter 167 f.Kr. omfattede tributum kun den skat, der blev betalt af indbyggerne — både med og uden romersk borgerret — i de romerske provinser. Heraf kommer senere tiders brug af ordet tribut om en afgift, som en stærkere magt afkræver sine lydstater. I dag bruges ordet også om det, man giver som en hyldest eller påskønnelse.