kulstof 13-måling

Kulstof 13-måling, metode til belysning af kostvaner hos dyr og mennesker. I naturen findes to stabile kulstofisotoper, ¹²C og ¹³C. Atmosfærisk kuldioxid (CO₂) består derfor af to stabile former, ¹²CO₂ og ¹³CO₂, der reagerer med lidt forskellig hastighed ved kemiske processer i naturen, specielt under fotosyntese i planter og ved optagelse i havet. Det medfører, at ¹³C/¹²C-forholdet varierer i naturen, og at fx marine planter og dyr normalt indeholder ca. 7‰ mere ¹³C end planter og dyr fra landjorden.

Mennesker, der spiser ren marin kost, vil derfor også have ca. 7‰ mere ¹³C i knogler og muskelvæv end mennesker, der lever af kost fra landjorden (terrestrisk kost). Ved at måle ¹³C-indholdet i de proteiner, der findes i knogler, kan man derfor få et skøn over forholdet mellem marin og terrestrisk kost gennem hele den periode (5-10 år), hvor knoglevævet har været under dannelse. På denne måde har man påvist, at marin føde (fisk, sæler, østers osv.) var helt dominerende her i landet i en 2000-årig periode lige før agerbrugets indførelse (ca. 3900 f.Kr.), mens terrestrisk kost (korn, kvæg, jagtvildt, bær osv.) har domineret siden.

En lille gruppe landplanter, herunder kulturplanterne sukkerrør, majs og hirse, har dog omtrent samme ¹³C-indhold som marint materiale. Hvor de har forekommet, kan den ovennævnte metode ikke anvendes. Hvis marin kost kan udelukkes, kan ¹³C-målinger til gengæld bruges til bestemmelse af, hvornår disse kulturplanter blev indført.