Guldhat. I Tyskland er der hidtil fundet tre guldhatte, heriblandt denne fra Ezelsdorf i Bayern. Med sine 88 cm er dette eksemplar den højeste af guldhattene. Den er rigt dekoreret, bl.a. med en række af vandret stribede trekantfigurer, som ligner guldhatte. Guldhatten fra Ezelsdorf findes i dag på Germanisches Nationalmuseum i Nürnberg.

.

Guldhat, rituel hovedbeklædning fra bronzealderen, 1300-700 f.Kr. De op til 88 cm høje, spidse, kegleformede hatte er forarbejdet i tyndt guldblik; nederst har de en skygge. De er udsmykket med vandrette rækker af indstemplede motiver som cirkler (sole), hjul, stjerneformer, øjelignende motiver, stiliserede gengivelser af en sådan hat samt muligvis stiliserede solskibe.

Der kendes i dag fire guldhatte fra Vestfrankrig og Tyskland. Tidligere betegnedes genstandene guldkegler, men på en guldhat fremkommet i 1996 er bevaret en forstærkning nederst, der passer til et menneskes hoved.

Sådanne guldhatte eller efterligninger heraf synes afbildet på hovedet af fem personer, der optræder i, hvad der ligner en rituel dans, på et helleristningsfelt ved Åby i Bohuslän, Sverige.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig