danefæ

Danefæ er genstande fra fortiden, forarbejdet af værdifuldt materiale eller af særlig kulturhistorisk værdi, herunder mønter, der er fundet i Danmark, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer". Således defineres danefæ i Museumsloven § 27. Danefæ skal overdrages til Nationalmuseet, og finderen har krav på en dusør.

Tidligere blev værdifulde oldsager og møntfund konfiskeret af kongemagten, som lod metallet omsmelte og indgå i statskassen. At herreløst gods tilhørte kongen, var gammel ret blandt germanske folkeslag, og princippet blev lovfæstet allerede i 500-t. af goterkongen Theoderik den Store. Jyske Lov fra 1241 skriver, at "finder nogen mand guld eller sølv i høje eller efter plov eller på nogen anden måde, da skal kongen have det". Samme regel gentages i Danske Lov fra 1683, der anvender betegnelsen danefæ.

Danefæ er foruden mønter og ædelmetal oldsager af rav, ædelsten, elfenben og andet importeret materiale som klæbersten fra Norge eller glas fra Romerriget. Som danefæ opfattes også sjældne eller ornamenterede oldsager af almindelige materialer som sten, ben eller tak. Potteskår og flintredskaber er derimod sjældent danefæ.

Fra 1980'erne er mængden af danefæfund stærkt øget ved amatørarkæologers brug af metaldetektorer. Især pløjemarker, hvor der tidligere har ligget bopladser og handelspladser, har givet betydningsfulde fund af smykker, mønter, våben og værktøj.