båd

I det danske ørige har samfærdslen i ældre tid været stærkt afhængig af forbindelser over vand. Samtidig var der behov for både til fiskeri og strandjagt samt til handels- og krigstogter. Arkæologer har diskuteret, om danske fartøjer fra sten- og bronzealderen var lavet af skind, bark eller træ; alle tre bådebygningsmaterialer er kendt i Nordeuropa. I Danmark er dog hidtil kun fundet både af træ.

Stammebåde og padleårer fra stenalderen er kendt fra adskillige udgravninger i Danmark. Ældst er to padler fra Maglemose-kulturen (ca. 7100 f.v.t.). Fra Ertebølle-kulturen (ca. 5400-3900 f.v.t.) kendes havgående stammebåde af lind; de er op til 10 m lange og har ornamenterede padler (se Tybrind Vig boplads).

Fra bondestenalder og bronzealder mangler fund af havgående både. Deres karakter fremgår af billeder af snabelbåde på helleristninger og på rageknive fra bronzealderen (ca. 1700-500 f.v.t.); de har formentlig været af træ ligesom den tilsvarende båd i Hjortspringfundet fra 350-300 f.v.t.

Jernalderens mindre havbåde kendes fra Slusegårdbådsgravene (ca. 100-250 e.v.t.). Det er stammebåde, udhugget til en tynd skal og udspændt ved indsatte spanter. Senere opdeltes også småbådenes skrog i køl, stævne og bordplanker, mens bådens ydre form, som var et resultat af udspændingsprocessen, blev bibeholdt.

De større jernalderfartøjer udvikledes fra den lette, padlede Hjortspringbåd, der var syet sammen af dele af lindetræ, over Nydamfundets store robåde af eg og fyr, som var samlet med jernklinknagler, til vikingetidens kombinerede ro- og sejlskibe.

I vikingetiden og middelalderen anvendtes de mindre både formentlig først og fremmest som skibsjoller, dvs. til kontakt mellem det opankrede skib og kysten, samt til fiskeri, havjagt og færgefart. Ved Gislinge ca. 10 km vest for Holbæk er udgravet en 7,6 m lang båd fra 1100-tallet, der er en miniudgave af de klinkbyggede skibsskrog fra Skuldelevfundet.

Fra perioden 1200-1700 er ikke mange både bevaret, men inden for dette tidsrum er der formentlig opstået mange bådtyper med lokale særtræk i skrogform og rig, tilpasset forskellige funktioner og landingsmuligheder.

Først fra 1800-tallet og 1900-tallet kan man nærmere kortlægge de lokale bådtyper i Danmark, bl.a. i forbindelse med beskrivelser af fiskeriet i de forskellige farvande. Hertil kommer orlogs- og handelsflådens mange bådtyper af mere internationalt tilsnit, brugt som sidefartøjer og arbejdsbåde til større skibe. I den periode begyndte private at sejle lystsejlads i både, der blev bygget til dette formål, først traditionelle bådtyper, men snart også både efter udenlandsk forbillede.

I årene efter 2. Verdenskrig har byggeriet af lystbåde domineret bådebyggeriet i Danmark (se sejlsport). Siden 1970'erne har de traditionelle danske brugsbådtyper oplevet en renæssance i forbindelse med den voksende interesse for bevaring af den maritime kultur fra før industrialiseringen.