Faktaboks

Therkel Mathiassen
Født
5. september 1892, Særslev, Kalundborg
Død
1967, Søborggård, Gladsaxe
Titel
dr.phil.
Therkel Mathiassen, billedet er taget mellem 1921 og 1924.
Gruppebillede taget på 5. Thuleekspedition. På bagerste række i midten ses Therkel Mathiassen. Til venstre for ham står kateket og bådfører Kaj Birket-Smith, til højre journalist og politiker Helge Bangsted. Forreste række fra venstre: kaptajn Peder M. Pedersen, polarforsker Knud Rasmussen, forfatter Peter Freuchen og forfatter Jakob Olsen.

Therkel Mathiassen var en dansk arkæolog og kartograf. I årene 1921 til 1923 deltog han i 5. Thule Ekspedition, der gik til arktisk Canada. På baggrund heraf udgav han seks afhandlinger om de arktiske folks forhistorie ydede hermed en banebrydende indsats for den arktiske arkæologi.

Therkel Mathiassens unge år

I 1911 begyndte Therkel Mathiassen på arkæologistudiet på Københavns Universitet. Under sin studietid udgravede og studerede han fortidslevn fra stenalderbopladser i Maglemosen ved Mullerup, ligesom han tillærte sig Nationalmuseets udgravningsteknikker.

I 1919 blev han ansat som adjunkt ved Viborg Katedralskole, og han sad i den stilling frem til, at Knud Rasmussen i 1921 bad ham deltage med på 5. Thule Ekspedition (1921-24) som arkæolog og kartograf.

Opdagelsen af Thulekulturen

Under og efter deltagelsen i 5. Thule Ekspedition udgav Therkel Mathiassen seks afhandlinger om de arktiske folks forhistorie, og i 1927 publicerede han sit arkæologiske arbejde fra Naujan-pladsen i arktisk Canada.

På Naujan-pladsen havde han i husruiner og møddinger fundet vidnesbyrd om en forhistorisk kultur; denne kultur navngav han Thule-kulturen (kulturen kendes i dag under navnet inuitkulturen) efter Thule i Nordgrønland, hvor lignende arkæologiske fund var gjort kort forinden.

Kulturens udbredelse

Da Therkel Mathiassen sammenlignede de mange redskabstyper fra de arktiske folk, som 5. Thule Ekspedition havde besøgt og studeret, opdagede han, at Thulekulturen havde eksisteret på tværs af de arktiske kyster hele vejen fra det sydøstlige Sibirien, over Alaska samt arktisk Canada og ind i Grønland.

Udnævnelse til dr.phil.

Påvisningen af Thulekulturen og dens udbredelse skaffede Therkel Mathiassen doktorgraden, dr.phil., i 1927, og opdagelsen er stadig et fast holdepunkt inden for arktisk arkæologi. Flere af de arkæologistuderende, der fulgte og lærte af Therkel Mathiassen på feltarbejder (her kan nævnes Helge Larsen, Erik Holtved og Frederica de Laguna) gjorde siden selv karriere inden for arkæologien i Grønland.

Mathiassens videre karriere

I årene 1933- 1962 arbejde Therkel Mathiassen på Nationalmuseets oldtidsafdeling, hvor han havde ansvaret for afdelingen for dansk stenalder. Parallelt hermed sørgede han i årene 1937-1957 for en systematisk gennemgang af alle Danmarks fredede fortidsminder i henhold til Fredsningsloven af 1937.

Fra 1941 overtog Therkel Mathiassen stillingen som direktør for Nationalmuseets arkæologiske afdeling, hvorfra han gik på pension som 70-årig i 1962.

Hædersbeviser

Therkel Mathiassen blev tildelt Dannebrogordenen som ridder af 1. grad. I 1932 modtog han Det Kongelige Danske Geografiske Selskab Hans Egede Medaille, han var næstformand i bestyrelsen for Grønlandsk Selskab 1933-1951 og var i åren 1942-1962 sekretær og redaktør for Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab.

I 1957 blev Therkel Mathiassen medlem af Videnskabernes Selskab. Han var ligeledes medlem af bestyrelsen for Skibsreder C. Kraemer og Hustru Mathilde Kraemers Grønlands-fond og for Historisk-topografisk Selskab for Gladsaxe Kommune, af Scoresbysund-komitéen og af Geografisk Selskabs råd.

Han var Fellow of the American Geographical Society of the Arctic Institute of North America. Han var æresmedlem af The Prehistoric Society i Cambridge.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig