Faktaboks

Daniel Bruun

Peter Daniel Bruun

Født
27. januar 1856, Asmild Kloster, Viborg
Død
22. september 1931, Hellerup, Gentofte

Tegning fra Daniel Bruuns selvbiografiske bog Manddomsår. Den stammer fra en af hans mange rejser til Grønland og viser konebåd og kajakker i Tunulliarfik (Skovfjorden).

.

Daniel Bruun fotograferet ca. 1910.

.

Daniel Bruun var en dansk officer, kulturhistorisk forfatter og arkæolog. Han foretog udgravninger på Færøerne, Island og Grønland, ligesom han udførte systematiske kortlægninger af den norrøne bebyggelse på Grønland.

Med baggrund i Daniel Bruuns militære karriere blev han i 1920 udpeget som politipræsident og fik den opgave at overvåge folkeafstemningerne i Nord- og Mellemslesvig for den internationale kommission.

Daniel Bruuns pionerarbejde

Af Daniel Bruuns pionerarbejde bør også nævnes de etnologiske undersøgelser af byggeskik, som Daniel Bruun foretog på Færøerne og Island.

Hans store nysgerrighed fik ham også til at studere hvalfangst ved Vestgrønland, edderfuglefangst på Island og Færøerne, rensdyravl i Nordnorge samt foretage etnografiske undersøgelser hos berberne i Sydtunesien.

Under sine mange rejser rundt i verden indsamlede Daniel Bruun etnografiske genstande i Nordafrika til Nationalmuseet i København.

Den militære karriere

I sin ungdom deltog Daniel Bruun som frivillig i Fremmedlegionen i Algierfelttoget i 1881-82, hvor han udviste stor tapperhed. I årene 1886-94 fungerede han som premierløjtnant og distriktsleder i Estrups Blaa Gendarmerikorps, og under 1. Verdenskrig var han kaptajn i Sikringsstyrken.

Forfatterskabet

Daniel Bruun udgav en topografisk beskrivelse af Danmark med sit værk Danmark. Land og Folk, der var et fembindsværk publiceret over årene 1919-23.

Som militærhistoriker foretog Daniel Bruun studierejser til en lang række af Europas historiske slagmarker, hvorefter han skrev endnu et fembindsværk kaldet Krig gennem Aartusinder (1907-11). I 1904 var Daniel Bruun Berlingske Tidendes krigskorrespondent i Manchuriet under Den Russisk-Japanske Krig.

Sine sidste år brugte Daniel Bruun bl.a. til hjemstavnsstudier og til udarbejdelsen af en omfattende selvbiografi kaldet Manddomsår, der udkom i 1926.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig