Faktaboks

Thor Heyerdahl
Født
6. oktober 1914, Larvik, Norge
Død
18. april 2002, Colla Micheri, Italien
Thor Heyerdahl
Thor Heyerdahl. Foto 1955.
Af /Billedbladet NÅ.
Licens: CC BY 2.0

Thor Heyerdahl var en norsk etnograf og opdagelsesrejsende. Efter studier i zoologiOslo Universitet i 1930'erne rejste Thor Heyerdahl i 1937 til Polynesien. Efter arkæologiske og etnografiske studier fremsatte han den teori, at polynesierne var af amerikansk og ikke som tidligere antaget af sydøstasiatisk oprindelse.

Kon-Tiki-ekspeditionen

For at efterprøve sin påstand om, at det havde været muligt for de præcolumbianske indianere at sejle over Stillehavet, fik Heyerdahl bygget Kon-Tiki, en kopi af en forhistorisk indiansk båd fremstillet af balsatræ. Den vellykkede Kon-Tiki-sejlads i 1947 fra Peru til Tuamotoøerne i Polynesien vakte stor opmærksomhed, og Thor Heyerdahls beretning Kon-Tiki-ekspedisjonen (1948, dansk oversættelse i 1949) blev oversat til mere end 60 sprog. En dokumentarfilm om turen gav ham i 1951 en Oscar. I American Indians in the Pacific (1952) uddybede Thor Heyerdahl sine teorier. Heri hævdede han, at kolonisering af Stillehavet første gang fandt sted fra Peru omkring 500 e.v.t. og dernæst fra Nordamerika ca. 1000-1300 e.v.t.

Ra-ekspeditionerne

Ved at sejle Ra I, en kopi af en forhistorisk egyptisk papyrusbåd, fra Afrika til Amerika forsøgte Heyerdahl i 1969 at påvise, at kontakt mellem kontinenterne havde været mulig længe før Columbus. Forsøget måtte opgives, men blev året efter gennemført med Ra II.

Tigris-sejladsen

Thor Heyerdahl lancerede endvidere den teori, at højkulturerne i Egypten, Mesopotamien og Indusdalen udsprang fra Bahrain i Den Persiske Golf. Teorien blev søgt eftervist med sivbåden Tigris' sejlads 1977-1978 fra Irak til Djibouti. Siden arbejdede han med udgravninger af førislamiske kulturer på Maldiverne og engagerede sig i miljøarbejde og humanøkologiske problemer.

Thor Heyerdahls teorier om kulturel spredning er i hovedtræk blevet afvist af antropologer og arkæologer. Heller ikke DNA-undersøgelser understøtter hans teorier om kulturelle påvirkninger i Polynesien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig