Sri Lanka har flere gange under istiderne været landfast med Indien og kan derfor have været beboet for 300.000, måske 500.000 år siden. Fund af redskaber af kvarts i de kystnære sandaflejringer ved Bundala er i dag sikre vidnesbyrd om bosættelse for 130.000 år siden.

Fra cirka 34.000 år f.v.t er den arkæologiske viden mere sammenhængende, og fra dette tidspunkt er der fund af skeletter af Homo sapiens fra Fa Hien Lena. Skeletter fra Batadomba-lena (cirka 16.000 f.v.t.) viser utvetydigt slægtskab med de nulevende vedda-urbefolkningsgrupper. De levede som jægere og samlere, og deres redskaber var geometrisk tilhuggede mikrolitter af kvarts samt redskaber af ben og tak. Denne kultur fortsatte uændret, indtil nye befolkningsgrupper med heste og kvæg, redskaber af jern, keramik og agerbrug indvandrede fra det sydlige Indien omkring 1000 f.v.t. Fra 500-tallet f.v.t. er det påvist, at de talte indoarisk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig