Uldhåret næsehorn på rumænsk frimærke.

Et af hulemalerierne fra Coloboaia i det vestlige Rumænien forestiller umiskendeligt et uldhåret næsehorn, Coelodonta antiquitatis; en art, der levede i Europa indtil for 15.000 år siden. Malerierne i Coloboaia er ældre, muligvis tilbage fra aurignacien-kulturen. Her er afbildningen af næsehornet gengivet på et rumænsk frimærke fra 2020.

Uldhåret næsehorn på rumænsk frimærke.
Af .

Denne artikel omhandler Rumæniens forhistorie fra de ældste spor af menneskelig aktivitet til de sidste århundreder før vor tidsregning. Perioderne derefter behandles i artiklen om Dacia (Dakien) og Rumæniens historie indtil 1859.

Rumænien i stenalderen

Grubleren, stenalderfigur fra Rumænien.

Denne siddende mandsfigur, kaldet Grubleren, fundet i en grav fra ca. 5000 f.v.t. på en større gravplads ved Cernavodă ved Constanţa. I samme grav fandtes også en siddende kvindefigur i samme stil. Figuren er i sort, velbrændt og poleret keramik. Begge figurers abstraktion sammenholdt med de realistiske proportioner vidner om et højt kunstnerisk niveau.

Grubleren, stenalderfigur fra Rumænien.
Af /Ancient Art & Architecture Collection.

Palæolitikum

De ældste fund fra Rumæniens forhistorie er pebble tools og håndkiler fra ældre palæolitisk tid. Den mellempalæolitiske moustérien-kultur er godt repræsenteret. I yngre palæolitisk tid efterfulgtes aurignacien med lokal basis i moustérien-traditionen af gravettien.

I 2009 fandt man i den delvis oversvømmede Coloboaia-hule i det vestlige Rumænien nogle af Europas måske ældste hulemalerier, bl.a. med en afbildning af et uldhåret næsehorn. Der er uenighed om den nøjagtige datering, men de er mellem 23.000 og 36.000 år gamle. Noget yngre hulemalerier, bl.a. af en hest, blev i 1978 fundet i Cuciulat-hulen i det nordvestlige Transsylvanien; de dateres til at være ca. 12.000 år gamle.

Mesolitikum

Bopladser fra mesolitikum er fundet langs floderne. Efter 6500 f.v.t. blev de spredt befolkede områder bosat sydfra af de ældste bønder, hvis bopladser, fx Gura Baciului i Transsylvanien, med bl.a. bemalet keramik knytter sig til den græske proto-Sesklo-kultur.

Neolitikum

Fra ca. 6000 f.v.t. kendes rige neolitiske kulturer. Med Cucuteni-kulturen nåede keramikken et højdepunkt, bemalet bl.a. med spiralmønstre. Karakteristisk er lerstatuetter, mest berømt to siddende figurer fra Cernavodă ved Constanţa, og tempelmodeller i ler.

Ca. 4000 f.v.t. begyndte udnyttelsen af kobber og guld, og især fra denne tid kendes byhøje med mægtige kulturlag.

Bronzealderen

Bronzealderen begyndte ca. 2300 f.v.t. I skattefundet fra Apa indgår sværd og dekorerede kultøkser i bronze, og i skatten fra Persinari et guldsværd, 12 gulddolke og tre sølvøkser; begge fund dateres til ca. 1600 f.v.t.

Jern begyndte at dukke op ca. 1000 f.v.t.; på denne tid var Rumænien under indflydelse fra urnemarkskulturen med den særlige religiøse symbolik omfattende solbilleder og svømmefugle, som det ses på en kedelvogn fra Bujoru.

Jernalderen

Efter grundlæggelse af græske kolonier ved Sortehavet ca. 600 f.v.t. opstod en rig thrakisk kultur i Rumænien og Bulgarien med højdepunkt i 300-tallet f.v.t. Der kendes pragtfulde drevne guld- og sølvarbejder, fx fra fyrstegrave ved Peretu og Aghigiol.

Ca. 300 f.v.t. vandrede keltere fra Ungarn ind i Transsylvanien, og der kendes flere keltiske gravpladser, bl.a. ved Ciumeşti, hvor der er fundet en fyrstegrav med en hjelm, kronet med en stor falkefigur. I Moldavien mod øst vidner fund fra Poineşti-Lukasevka-kulturen om germansk bosættelse i det 2. og 1. århundrede f.v.t.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig