Japans forhistorie

Denne artikel omhandler Japans forhistorie fra de tidligste tider til den proto-historiske periode indtil 400-tallet e.v.t. Senere perioder behandles i artiklen om Japans historie.

Det er omstridt, hvornår de japanske øer først blev beboet. For mellem 2 mio. og 10.000 år siden var arkipelaget i lange perioder forbundet med fastlandet. De ældste spor af mennesker i området stammer fra ca. 43.000 f.v.t. Fra denne tid indtil ca. 13.000 f.v.t. var øerne beboet af jægere og samlere. Redskaberne viser store ligheder med samtidige fund fra bopladser i Sibirien og Europa. Fra Nordjapans senpalæolitiske bopladser stammer verdens ældste lerkar, kulstof 14-dateret til ca. 10.000 f.v.t.

I den mesolitiske Jomonkultur udvikledes en fint ornamenteret keramik; karakteristisk er også mange rigt udsmykkede kvindestatuetter af brændt ler. Endvidere kendes tusindvis af køkkenmøddinger, hvor mængder af skaller af østers og muslinger samt knogler af fisk, hjort og vildsvin vidner om fødesammensætningen.

Domesticerede eller vilde nytteplanter optræder mellem 5500 og 300 f.Kr., dog i begrænset omfang; der dyrkedes lidt hvede, hirse, bønner og ris. De rige kystressourcer var fortsat af størst betydning.

Ca. 300 f.v.t. med Yayoiperioden introduceredes landbruget for alvor med intensiv risdyrkning, der afspejler indvandring fra Korea. Sammen med risdyrkningen indførtes bronze- og jernteknologi. I denne periode opførtes megalitgrave af dysselignende former, som også viser koreansk indflydelse.

Ca. 250 e.v.t. begyndte den proto-historiske periode, hvor et stærkt hierarkisk samfund opbyggedes, og Japan samledes under de første kejsere. Der rejstes tusindvis af monumentale gravhøje for de ledende slægter, nogle med jættestuelignende megalitkamre, andre gigantiske gravhøje med grundplan i form af et nøglehul. Den største af disse er kejser Nintokus høj nær Osaka fra 400-tallet, der er mere end ¹/₂ km lang og ca. 30 m høj, omgivet af volde og voldgrave.