Indiens forhistorie

Ældre og mellem palæolitikum, cirka 500.000-cirka 30.000 f.v.t., er repræsenteret ved talrige fund af håndkiler og andre primitive stenredskaber. De er dog svære at datere præcist, da de ikke kan relateres til klimaperioder med samme sikkerhed som i Europa. Yngre palæolitikum, cirka 30.000-12.000 f.v.t., kendes gennem mere udviklede stenredskaber.

Overgangen fra jæger-samler-kultur til kvægavl og agerbrug i yngre stenalder skete forholdsvis sent, næppe meget før det 3. årtusinde f.v.t. Med Induskulturen, cirka 3000-1800 f.v.t., introduceredes en kultur med byer og et skriftsprog. Samtidig skete der en domesticering af dyr og planter. I perioden etableredes kontakter til andre områder, bl.a. Mesopotamien. De tidligste kendte fund fra denne periode er store kvægfolde, hvor metertykke askelag af brændt gødning tyder på en lokal domesticering af det nu uddøde vilde indiske pukkelkvæg, Bos namadicus. I det syd- og centralindiske højland er talrige landsbybosættelser fra det 2. årtusinde f.v.t. udgravet, hvor der blev dyrket bl.a. afgrøder af indisk og endog afrikansk oprindelse, fx visse bælgfrugter og hirsearter. Samtidig koloniseredes i Nordindien Gangesdalen, hvor der opstod en risdyrkende kultur, der må have draget nytte af de årligt tilbagevendende oversvømmelser.

Forskellen i udvikling mellem Nord- og Sydindien blev mere udpræget i det 1. årtusinde f.v.t. Efter at jernet blev taget i brug i årtusindets første halvdel, opstod i syd den såkaldte megalitiske kultur, som er kendt for en række forskellige gravtyper som stenkister under flad mark eller i stenrøser, stenrøser uden kiste, ubrændte lig i store lerkar eller i lersarkofager med fødder osv. I samme årtusinde oplevede samfundene omkring Ganges en hurtig udvikling fra at være en landsbykultur baseret på de årlige oversvømmelser til at blive en højkultur med kulturblomstring.