Estlands forhistorie

Den ældste bebyggelse fra Estlands forhistorie stammer fra præborealtid (ca. 9000-8000 f.v.t.), da landet blev befolket sydfra af jægere og fiskere. De vigtigste bopladser er Pulli ved floden Pärnu og Kunda på kysten af Den Finske Bugt.

I neolitikum udvikledes Narva-kulturen, som også fandtes i Letland og Litauen, og Estland indlemmedes derefter i den østeuropæiske kamkeramiske kulturkreds. I bronzealderen forekom svedjebrug og kvægavl. De nederste lag af Estlands ældste befæstede boplads, Asva på Saaremaa (Øsel), dateres til slutningen af denne periode. På samme tid eksisterede forbindelser til Sydfinland og Mellemsverige.

I ældre jernalder gik man over til agerbrug, hvilket resulterede i en befolkningstilvækst. Det økonomiske opsving afspejles i store gravfelter med rektangulære stensætninger og i en blomstrende smykkeindustri med bl.a. emaljearbejder. Samtidig begyndte en omfattende jernproduktion, som førte velstand og anlæggelse af forsvarsborge med sig. Yngre jernalder karakteriseres af nye tilflugtsborge, skattefund og våben af europæiske former. Bebyggelse forekom på det tidspunkt over hele Estland, dog med en koncentration i egnene omkring Tallinn og Tartu.