Einar Gjerstad, 1897-1988, svensk arkæolog, professor i klassisk arkæologi og antikkens historie ved Lunds universitet, direktør for Det Svenske Institut i Rom 1935-40. Gjerstads to store forskningsområder var Cypern og Rom, og som leder af den svenske Cypernekspedition 1927-31 skaffede han en meget fornem Cypernsamling til Medelhavsmuseet i Stockholm. Udgravningerne blev fremlagt i det endnu grundlæggende værk The Swedish Cyprus Expedition, 1-4 (1934-72). I Early Rome, 1-6 (1953-73), fremlagde han en syntese af det arkæologiske kildemateriale siden 1870, som på trods af kontroversielle tolkninger blev begyndelsen til en ny udforskning af det arkaiske Rom.