Cussachulen, hule i Dordogne, Frankrig, med palæolitisk kunst, fundet i 2000. Hulens billeder, der antages at være ca. 25.000 år gamle, er indridset i klippen. De gengiver istidens dyreverden: mammut, uldhåret næsehorn, hulebjørn, vildhest, bison, hjorte og fugle; endvidere findes gengivelser af kvinder og kvindens køn. Kvinderne er kraftige med stor, rundet bagdel, store bryster og en mindre mavedelle. I hulen var tre grave, anbragt i ovale fordybninger i gulvets ler, som formentlig tidligere var hulebjørnens sovesteder. To af gravlæggelserne omfatter sekundære begravelser af løse knogler, og kraniet manglede. Ritualer omkring de dødes knogler kan have fundet sted.