Bernstorf, skattefund af guldgenstande, fundet i 1998 ved en befæstet plads fra bronzealderen ved Bernstorf nær Freising nord for München. Fundet, der dateres til ca. 1500 f.Kr., omfatter dragtprydelser i guldblik, udsmykket med geometriske mønstre, bæltebeslag, brystprydelser i form af firkantede guldplader, et større brystsmykke, en stor dragtnål samt et prægtigt diadem eller kongekrone med fem opadvendte flige. En sådan sammensætning af guldgenstande er enestående nord for Alperne; de bedste paralleller kan søges i Grækenland. Det er dog usikkert, om der er tale om egentlig import fra Grækenland, eller om genstandene er lokale efterligninger af græsk kongeligt udstyr. Fundet fra Bernstorf fortæller om nære kontakter mellem det mykenske Grækenland og Centraleuropa i ældre bronzealder.