Forum Romanum. Roms ældste og mest berømte forum.
Forum Romanum. Roms ældste og mest berømte forum.
Licens: CC BY SA 3.0
Forum i Pompeji.
Af .
Licens: CC BY 3.0

Forum er en åben plads, et centrum i de romerske byer i antikken, ligesom agora var det i de græske. Forum var centrum for byens vigtigste politiske og administrative organer. Her blev der afholdt retshandlinger, de vigtigste religiøse ceremonier fandt sted her, og markedshaller og taberner gav mulighed for handel. I denne forbindelse var det også på forum, at byens officielle mål og vægt blev opbevaret. Forum blev også genstand for politisk propaganda, idet der her blev rejst æressøjler og statuer.

Faktaboks

Etymologi

lat. 'torv'.

Udgangspunktet for forum

I en romersk militærlejr var forum den åbne plads ved siden af praetorium, generalens telt, og blev lagt i skæringspunktet mellem de to hovedgader, cardus og decumanus. Ved kolonigrundlæggelser blev forum som hovedregel anbragt på samme måde og var i provinserne oftest et langstrakt rektangel. Den romerske arkitekt Vitruvius, der skrev i 100-tallet f.v.t., foreslog, at forholdet mellem pladsens længde og bredde skulle være 3:2. Rundt om forum lå traditionelt en række bygninger: Ved den ene kortside lå templet for byens vigtigste guddom, i kejsertid ofte viet til den capitolinske triade efter forbillede fra Rom, og ved den anden de administrative bygninger. Derudover blev forum omgivet af søjlehaller til beskyttelse mod sol og regn og udstyret med en loggia, hvorfra man kunne overvære de gladiatorlege, som fandt sted på pladsen.

Som eksempel på et traditionelt opbygget forum kan nævnes anlægget i Pompeji. Her lå Jupiters Tempel ved den ene kortside over for curia, og langs begge langsider lå comitium, en basilika samt helligdomme til Apollon, larerne (husguderne) og kejser Vespasian samt præstinden Eumachias bygning. En stor markedsbygning, et varehus og offentlige latriner var også en del af dette forum.

Roms kejserfora

I senrepublikansk tid ses en tendens til at gøre pladserne ensartede ved at skjule de enkelte bygninger bag søjlegange. Efter hellenistisk forbillede valgte man endvidere ved nyanlæggelser et lukket anlæg. Et eksempel herpå er Cæsars Forum i Rom. Det var fra begyndelsen tænkt som et samlet kompleks med forhal mod øst, søjlehaller og taberner mod nord og syd og tempel for Juliernes stammoder, Venus Genetrix, mod vest. Dette anlæg blev retningsgivende for de senere kejserfora i Rom, Augustus' Forum, Templum Pacis og Nervas Forum. Udviklingen kulminerede i Trajans Forum, som er det største og prægtigste af Roms kejserfora. En triumfbue førte ind til en søjlegård, herefter fulgte den tværliggende Basilica Ulpia, derpå en gravsøjle (Trajansøjlen) anbragt mellem to biblioteker og endelig templet for den guddommelige Trajan. Disse kejserfora virkede som forbillede for en række fora i provinsen, fx i Efesos, Kyrene, Timgad, Leptis Magna, Sabartha og Thuburbo Majus.

Større byer kunne have flere fora, fx Augst, Leptis Magna, Petra, Palmyra og Konstantinopel, foruden særlige fora til handel. I Rom lå der således et Forum Boarium 'kvægtorv', et Forum Holitorium 'grønttorv' og et Forum Piscarium 'fisketorv'.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig