Helleristninger på en sten, der er fundet på bakken Hyllingebjerg ved Liseleje på Nordsjællands kyst; de dateres til yngre bronzealder. På stenen, der er ca. 1,7 m høj og måler ca. 2 m ved basis, findes fire skibsbilleder, to hjulkors (solhjul) og 268 skåltegn. Skåltegnet er bronzealderens almindeligste helleristningsmotiv.

.

Helleristninger er symboler, mønstre og figurer, der er hugget, skåret eller slebet på klippeflader eller store sten. Sådanne former for klippekunst findes over store dele af verden, men ofte henviser betegnelsen helleristninger særligt til den store mængde motiver, mønstre og gruber på klipper fra de skandinaviske lande. Når større grupper af motiver findes sammen, taler man om helleristningspaneler.

Faktaboks

Etymologi

Ordet er lånt fra det svenske hällristning, hvor häll betyder ’flad sten’. 2. led ristning er egentlig misvisende, da langt de fleste motiver er hugget med en mindre sten, ikke ristet. Ristning er derimod kendt fra runestenene, som dateres langt senere, nemlig til vikingetiden.

Skandinaviske helleristninger og deres geografiske udbredelse

En del af helleristningsfeltet ved Fossum i Tanum Sogn, det sogn i Bohuslän i Sverige, der er rigest på helleristninger. På en flad, let skrånende klippeflade ses et væld af motiver. Nederst sejler en gruppe skibe mod venstre, øverst mod højre. Omkring og mellem skibene ses bl.a. solbilleder, jagtscener, rituelle danse og kultøkser, der frembæres i procession. Denne del af feltet dateres til yngre bronzealder, ca. 800 f.v.t.

.

Langt de fleste helleristninger i Skandinavien stammer sandsynligvis fra stenalderen og bronzealderen, mens en lille mængde dateres til ældre jernalder. Nogle af de kendteste motiver som skibe, krigere og heste, der trækker solen, dateres til bronzealderen. Med omkring 30.000 registrerede lokaliteter er Skandinavien det område i Europa med flest helleristninger fra bronzealderen. Tidligere var den gængse opfattelse, at også de såkaldte skåltegn eller skålgruber skulle dateres til dansk bronzealder, men adskillige daterende fund har dog påvist, at sten med skåltegn også fandtes i Danmark i yngre stenalder.

Størstedelen af de skandinaviske helleristninger findes på klippeflader i Sverige og Norge. Bohuslän, Sverige, særligt Tanum er berømt for sine detaljerede og mangfoldige motiver, samt det usædvanligt høje antal. Mere end 1500 helleristninger kendes herfra, og der findes jævnligt nye. Helleristningsfeltet i Østfold, Norge, som ligger i forlængelse af Tanum, er også usædvanligt rigt på helleristninger, ligeledes med stor motivrigdom. Andre væsentlige områder er i Norge Rogaland og Lista samt Trøndelag; i Sverige Östergötland og Sydøstskåne og i Danmark Bornholm.

Desuden findes et stort antal helleristninger i det nordlige Sverige og Norge, hvor særligt Alta i Nordnorge skal fremhæves. Her er tale om et større kompleks af helleristninger, der består af fem områder (Hjemmeluft, Kåfjord, Amtmannsnes, Storsteinen og Transfarelv) ved Altafjorden. Her findes ca. 6000 huggede helleristninger og 50 malerier, der viser scener fra livet som jæger-samler-fiskere samt mulige ritualer. Helleristningerne i Alta stammer fra perioden ca. 5000 f.v.t. frem til begyndelsen af vor tidsregning. Felterne i Alta og i Tanum er på UNESCO's verdensarvliste.

Helleristninger i Danmark

I Danmark er Bornholm det område, der har flest helleristninger. De største helleristningsfelter på øen er Madsebakke og Lille Madsebakke nær øens nordlige spids. Her er motiverne, ligesom hos vores nordlige naboer, hugget på klippeflader. Derudover findes yderligere et stort antal helleristninger, ligeledes hugget på klippeflader, andre steder på det nordlige Bornholm, mens man på øens sydlige kanter huggede motiverne i løse, store sten.

Helleristninger på løse sten kendes også fra det øvrige danske område; dog er de hyppigst i Nordsjælland og det østlige Danmark generelt. Helleristninger på løse sten findes ofte inkorporeret i gravhøjene, hvor de fx indgår i en såkaldt randstenskæde, dvs. en stensætning, der omkranser selve gravhøjen.

Den sydlige og nordlige tradition

Helleristninger fra Alta med rensdyr.

Helleristninger i den såkaldt nordlige tradition fra Alta i Nordnorge med afbildninger af rensdyr.

Af .
Licens: CC BY SA 3.0

De skandinaviske helleristninger kan deles op i en sydlig og en nordlig tradition, der adskiller sig fra hinanden ved de motiver, der afbildes. Denne forskel hænger sandsynligvis sammen med subsistensgrundlaget i det samfund, der står bag billederne.

Den sydlige tradition omfatter de danske helleristninger samt motiver fra det sydlige Sverige og Norge. Her ses fortrinsvist skåltegn, skibe, heste og landbrugsscener, f.eks. pløjning. Menneskeskikkelser med våben, som f.eks. økser, sværd og spyd er også ret udbredte. Den sydlige tradition tilhører hovedsagelig perioden 1600-300 f.v.t., mens skåltegn dog kendes helt tilbage fra ca. 2900 f.v.t.

Den nordlige tradition tager tilsyneladende sin begyndelse allerede i ældre stenalder, men fortsætter ind i bronzealderen. Den afbilder først og fremmest jagtdyr som elge og rener, og her fastholdt man netop jæger-samler-livsformen langt op i tid. Dog er afbildninger af både også typiske for den nordlige tradition, og disse kan måske have dannet grundlag for de mange skibe, som kendes fra den sydlige tradition.

De to traditioner overlapper i nogen grad, hvilket bl.a. kan iagttages ved Trøndelag i Norge, hvor motiver fra den nordlige og sydlige tradition findes side om side på panelerne.

Helleristningernes motiver

Motiverne på både sten og klipper synes både at gengive handlinger, der kunne have fundet sted i den fysiske verden og en idealiseret eller ritualiseret virkelighed. Ingen kender dog billedernes betydning, og sandsynligvis har betydningen ikke været den samme i hele udbredelsesområdet. Motiverne varierer også, men nogle figurer går igen, herunder skibe, stridsvogne og andre vogne, dyr (især kvæg, heste, fugle, hjorte, hunde og får), våben, plove og menneskeskikkelser. Nogle af menneskene bærer våben og er involveret i krigsscener; andre udfører akrobatiske spring, blæser i lurer, befinder sig ombord på skibene eller har sex med hinanden og endda med forskellige dyr.

Nogle væsener ser ud til at være krydsninger mellem menneske og dyr eller endda mellem menneske og træ. F.eks. kendes mennesker med næb, vinger og horn fra forskellige paneler. Her er måske tale om formskifteri eller masker og kostumer, der lader bæreren blive delvist dyr. I andre tilfælde ses hybridvæsener, der kombinerer forskellige dyr, fx heste eller slanger med horn.

En særlig gruppe figurer viser tilsyneladende fodsåler og udstrakte hænder med spredte fingre. Nogle gange ses også fire streger direkte over hænderne. Dette motiv kendes særligt fra helleristningssten fra Sjælland. Fodsålerne er derimod først og fremmest et svensk og norsk fænomen, hvor de findes i forbindelse med andre motiver, dog ofte uden at relatere sig direkte til disse.

Abstrakte former

Ca. 80 % af alle helleristninger består af abstrakte former, såsom spiraler, koncentriske cirkler, skåltegn og de såkaldte hjulkors. Disse hjulkors tolkes almindeligvis som en gengivelse af solen og kobles dermed sammen med den optagethed af solens gang hen over himlen, som kan iagttages i mange andre dele af bronzealderens billedmateriale.

Den store mængde abstrakt kunst antyder måske, at det figurative var mindre centralt end i mange vestlige samfund i dag, og at der er mange aspekter af helleristningerne, vi stadig ikke forstår.

Helleristningernes betydning

Det store og iøjnefaldende billedmateriale har gennem tiden inspireret til et væld af forskellige fortolkninger, ofte med fokus på religiøsitet og ritualer. Nogle forskere har forsøgt at identificere myter kendt fra skriftlige kilder, mens andre foreslår, at panelerne afbilder ritualer, som satte deltagerne i forbindelse med myternes verden. Lurblæserne og afbildninger af bl.a. processioner og seksuelle forhold ses ofte som udtryk for sådanne riter.

Mennesker med maskuline træk er klart i overtal, hvilket sammen med det selektive fokus på bestemte dele af kroppen måske betyder, at der er tale om afbildninger af overgangsritualer. De forskellige krigsscener kan ses i samme lys, men der kan også være tale om gengivelser af virkelige eller mytiske slag.

Dyrene indtager en central plads på mange helleristninger, og derfor kredser nogle fortolkninger om forholdet mellem menneske og dyr. Bl.a. ser det ud til, at kvæg og heste spillede forskellige roller for bronzealderens folk. Hesten ses nogle gange under rytter eller foran stridsvogn, mens oksen trækker ploven. Begge dyr findes i andre tilfælde sammen med mulige solmotiver, og kan på den måde have fungeret som hjælpere i bronzealderens centrale solmyte. På andre scener ses jagt på hjorte, og der findes endda motiver af hunde, der driver en flok får sammen. Det ser altså ud til, at bronzealderens mennesker og dyr indgik i varierende og nuancerede forhold. Hybridvæsenerne på helleristningerne antyder måske, at man følte sig så tæt forbundet med dyrenes verden, at man ligefrem mente at kunne skifte form og blive delvist dyr selv.

Nogle helleristninger har måske været en form for kommunikation med de døde eller de dødes verden. Baggrunden for denne tolkning skal findes i de helleristninger, der indgår som en del af gravkammeret eller ligefrem kisten i forskellige gravhøje, bl.a. Kivik-graven. Tolkningen understøttes desuden af fund af helleristninger med håndtegn fra et muligt kulthus i Sandagergård ved Frederikssund.

Nyere studier peger på helleristningernes placering i landskabet samt den mængde arbejdskraft, der var involveret i skabelsen af dem som centrale for vores forståelse af dem. Panelerne er integreret i det naturlige landskab og er ofte placeret i umiddelbar nærhed af kysten. Dette er muligvis en del af forklaringen på den store mængde af skibsmotiver.

Måske har selve produktionen af billederne og eventuelle ritualer udført i forbindelse med dem, været lige så vigtigt som selve motivet. På denne baggrund har nogle forskere foreslået, at vi på helleristningerne ser en idealiseret virkelighed og at billederne fungerer som en form for kommunikation af dette ideal blandt medlemmerne af en bestemt gruppe – fx krigere. Nyere udgravninger, bl.a. på Bornholm, har fastslået at en række ritualer blev udført i umiddelbar nærhed af panelerne; bl.a. sås spor efter rituel indtagelse af overdådige måltider og stolpehuller, der kan være spor efter en form for afspærring af panelerne. På den måde har panelet eller dele af det måske været skjult for nogle og tilgængeligt for andre eller kun tilgængeligt på visse tidspunkter af året.

Klippekunst i resten af verden

Kippekunst kendes fra Europa, Afrika, Asien, Amerika og Australien fra forskellige perioder. I Europa er der betydelige områder med helleristninger i Norditalien med Val Camonica som det kendteste, i Galicien i Nordspanien, især ved Campo Lamairo, samt i Nordengland og Skotland med en særlig tæthed ved Kilmartin i Argyll. Disse helleristninger dateres hovedsagelig til bronzealderen, men både i Skotland og Italien påbegyndtes indhugningen i neolitikum, og i Italien ophørte den først i jernalderen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig