Mange familiegravsteder var i antikken indrettet som mindre helligdomme, der lå langs en af byens centrale veje uden for bymuren. De kunne være smykket med relieffer af familien placeret i et lille tempel, naiskos. Relieffet her stammer fra Pytharchos' grav i den nordattiske deme Rhamnous og dateres til anden halvdel af 300-tallet f.v.t.; det findes på museet i Rhamnous.

.

Gennem tusindvis af udgravede grave og beskrivelser i antikke skriftlige kilder har man kendskab til gravskikkene. Deres funktioner rakte langt ud over rent praktisk-hygiejniske foranstaltninger og spændte lige fra simple massebegravelser til mausoleer rejst over enkeltpersoner. Ligbrænding og jordfæstegrave var omtrent lige udbredt. Gravskikkenes karakter var bestemt af lokale traditioner og af de enkelte bystaters forholdsregler og også af afdødes sociale status, alder, køn og dødsårsag. Bystaten varetog således begravelser af dem, der var døde i krig.

Som eksempler på begravelser af personer med høj social status kan nævnes de store rundgravsanlæg og komplekse gravbygninger med tilhørende kultrum fra bronzealderen på Kreta, de mykenske tholosgrave, der var opført af gigantiske stenblokke samt gravhøje fra jernalder og arkaisk tid, som kunne være helt op til 40 m i diameter og var markeret af kæmpevaser, steler eller statuer. Kammergrave med vægmalerier kendes fra de græske kolonier i Syditalien, og tempellignende mausoleer og herooner af form som en palæstra mødes på det græske fastland og i Lilleasien. I Makedonien findes gravhøje, der dækker over paladslignende arkitektur med helt exceptionelt kostbare gravgaver. Langs byernes indfaldsveje kunne der anlægges fornemme begravelser, således som det kendes fra fx Den Hellige Vej fra Athen til Eleusis.

Aldersgrupper betonedes forskelligt i skiftende perioder; således repræsenterer gravstatuer rejst over unge mænd og kvinder (kuros og kore) hele familien i arkaisk tid, mens klassiske gravrelieffer fremhæver kernefamiliens forskellige generationer. Kvinder var formentlig ansvarlige for begravelsen af spæd- og småbørn og udtrykte i visse perioder barnets alder og tidlige død gennem omhyggelig udvælgelse af gravgaver. I andre perioder tillagdes begravelsen af børn ikke større betydning. Begravelser var en begivenhed, hvori kvinder udøvede stor indflydelse i form af klagesang, valg af gravskikke og voldsomt selvplageri. Visse af disse ritualer har overlevet helt til i dag i afsidesliggende egne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig