gravhøj

Gravhøj, høj af jord eller sten, der dækker eller indeholder en eller flere grave. Gravhøje kan rejses over ligbrændinger, jordfæstegrave i trækister eller kan skjule stenbyggede kamre. Gravtypen kendes fra næsten hele verden til mange tider og i adskillige udformninger; fx opførtes i den amerikanske Adena-kultur omkring Kristi fødsel i Midtvesten og Virginia tusinder af gravhøje, nogle i form af enorme slanger eller fugle.

Europas ældste gravhøje stammer fra mesolitikum, ca. 6000 f.Kr.; således er på øen Theviec ved Bretagne nogle grave dækket af ganske små høje. Først i neolitikum blev gravhøje almindelige over store dele af Europa i form af langhøje eller rundhøje, ofte opført over dysselignende gravkamre eller jættestuer. De største fra Irland og Bretagne stammer fra 3000- og 2000-t. f.Kr.; de er mere end 10 m høje og har et tværmål på over 100 m. I ældre bronzealder opførtes næsten overalt i Europa mængder af gravhøje med begravelser i trækister. I jernalderen er Hallstatt-kulturens fyrstegrave i Tyskland og Frankrig af betragtelige dimensioner.

I Danmark rejstes gravhøje over træbyggede kamre, dyssekamre og jættestuer 3500-3000 f.Kr. I perioden 2800-1100 f.Kr., fra enkeltgravskulturen til midt i bronzealderen, opførtes mere end 100.000 gravhøje, hvoraf nogle har bevaret egekistegrave intakte. I førromersk jernalder dækkede små tuer over urner med brændte ben, og også i romersk jernalder var gravhøje ganske små, bortset fra fyrstegravene ved Himlingøje på Stevns. Danmarks største gravhøje er de to Jellinghøje, hvoraf den ene er rejst over kong Gorm i 900-t.