Sutton Hoo er en angelsaksisk gravplads fra 500-600-tallet i East Anglia, England, der blev fundet i 1939 og genudgravet i 1960'erne.
Gravpladsen består af flere storhøje med skelet- og brandgrave samt et større antal grave under flad mark. I to af højene er der fundet skibsbegravelser; i den ene var omkring 625 gravlagt en mand i et trækammer midt i skibet. Det omfattende gravudstyr bestod bl.a. af et gulddekoreret tveægget sværd, et enægget sværd (en scramasax), et pragtskjold, en hjelm, en ringbrynje, lanser, spyd, et scepter og en lyre samt et fornemt køkkenservice af sølv, bronze og jern. Det kostbare udstyr tyder på, at den gravlagte mand tilhørte East Anglias kongeslægt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.