Litauens forhistorie

De første indvandrere i det område, der i dag udgør Litauen, var elgjægere i Allerødtid, ca. 11.800-11.000 f.v.t., efterfulgt af rensdyrjægere i senistidens sidste kuldeperiode, ca. 11.000-9300 f.v.t. Som jagtvåben anvendtes skafttungepile af flint.

I mesolitikum var landet beboet af jægere og fiskere tilhørende Maglemose- og Kunda-kulturerne. Efter ca. 4000 f.v.t. opstod Narva- og Nemunas-kulturerne, hvorfra der kendes keramik i form af spidsbundede kar og tranlamper. Den varierede udnyttelse af naturens resurser belyses af fund fra bopladser i moser, bl.a. fra Šventoji, hvor der også er fundet naturalistiske menneske- og dyrefremstillinger.

Landbruget blev først udbredt efter ca. 3000 f.v.t., samtidig med at lagunekysten mod Østersøen var under indflydelse af den snorekeramiske Haffküsten-kultur. Fra og med bronzealderen kendes mange borge med sten- og jordvolde. Metal blev kun sparsomt anvendt indtil ca. 500 f.v.t., da man begyndte at udvinde jern lokalt.

I romersk jernalder, dvs. fra begyndelsen af vor tidsregning til 400 e.v.t., skete der en opblomstring af landbrug og handel, bl.a. importeredes romerske luksusvarer og smykker. Anlæggelse af byer og stadig større befæstninger karakteriserer tiden efter ca. 500. Fremkomsten af rige våbengrave ca. 600 og andre tegn på militarisering vidner om, at kontrollen efterhånden lå i hænderne på en magtfuld elite.