Jordan - forhistorie

Overgangen til bondestenalder (prækeramisk stenalder) fandt sted omkring 8000 f.Kr., og den tidlige periode er rigt repræsenteret i fx Beidha i det sydlige Jordan. Pga. overudnyttelse af skove til bl.a. brændsel forsvandt de vilde dyr, og tamkvæg, grise og får blev den primære kilde til animalske fødevarer.

Ved begyndelsen af 5000-t. f.Kr. blev de fleste landsbyer forladt, men senere, i keramisk stenalder, blev mange nye landsbyer grundlagt.

Fra kalkolitisk tid (5000-3500 f.Kr.) kendes talrige bosættelser i Jordandalen og bjergene i Vestjordan. Man dyrkede bl.a. oliven, figner, hør, korn og grøntsager. Ghassul ved Det Døde Hav var et religiøst centrum med et præsteskab. Husene i den 20 ha store by var prydet med vægmalerier.

Den tidligste del af bronzealderen i Jordan (3500-3000 f.Kr.) er kendetegnet ved en mængde ubefæstede byer, flest i den nordlige del af landet, idet landbrugsområderne øst for Amman var blevet udpint tidligere. Relativt store byer opstod, også i ørkenområderne; klimaet var fugtigere end i dag, hvilket gjorde dry farming mulig.

Mellem 3000 og 2200 f.Kr. skabtes en egentlig bykultur med befæstede byer. En af dem er udgravet ved Bab al-Dhira nær Det Døde Hav, og her har man fundet en af Levantens største gravpladser, fortrinsvis bestående af skaktgrave. Fra samme periode stammer et stort antal kæmpegrave i det vestlige højland. Tidlig bronzealder sluttede med en nedgangstid, sandsynligvis pga. tiltagende tørke. Byerne blev forladt, og en stor del af befolkningen blev nomader. Kun i Jordandalen og det sydlige Jordan overlevede landsbysamfund af agerbrugere.

Bygrundlæggelser fandt sted igen fra omkring 2000 f.Kr. i mellemste bronzealder, og Jordan blev nu tæt kulturelt knyttet til det øvrige Syrien-Palæstina. Befolkningen var mindre end tidligere, og store områder i syd var ubeboede. Efter en overgangsperiode, hvorunder den ene by efter den anden gik til grunde, indledtes senbronzealderen med den egyptiske erobring af Syrien-Palæstina omkring 1550 f.Kr. Jordan blev en del af det internationale handelssystem i det østlige Middelhav, men på trods af den voksende handel faldt befolkningstallet atter. De store byer, fx Irbid, Pella, Amman og Sahab, var dog stadig beboede og befæstede. Fra denne periode kendes fra Egypten de første skriftlige vidnesbyrd om Jordan.

Kongedømmer udvikledes muligvis allerede i slutningen af bronzealderen og kom i høj grad til at præge jernalderen, som begyndte ca. 1200 f.Kr. Et af dem var Ammon, som havde Amman som hovedstad; fra et tempel i Deir Allah i Jordandalen kendes en aramæisk indskrift i samme tradition som Bileamprofetierne i 4. Mosebog. Kongeriget Moab øst for Det Døde Hav opstod formodentlig på nogenlunde samme tid og havde sandsynligvis det nuværende Kerak som hovedstad. Fra Moab kendes bl.a. Meshastelen fra 700-t. f.Kr. med indskrift på moabitisk. Syd for Det Døde Hav udvikledes kongedømmerne senere, men fra 700-t. f.Kr. kender man Edom med hovedstaden Buseira.