De ældste fund af menneskelig bosættelse på Filippinerne stammer fra hulen Tabon på den vestlige ø Palawan; her blev der for ca. 30.000 år siden og indtil ca. 7000 f.v.t. anvendt enkle redskaber af kvarts. Agerbrug kendes fra ca. 3500 f.v.t. Brugen af metal blev introduceret i løbet af 1000-tallet f.v.t., først i form af bronze, senere i form af jern omkring begyndelsen af vor tidsregning.

Den fra nutiden kendte opdeling i etniske og økonomiske zoner mellem agerbrugsområderne i lavlandet og højlandets skovområder har sikkert også eksisteret i forhistorisk tid. Således har agtafolket i det indre af Luzon levet af jagt, indsamling og svedjebrug på omtrent samme måde som tasadagfolket i det indre af Mindanao, uden at disse folk har været isoleret fra omgivelserne.

På Filippinerne opstod der ingen højtudviklede centre med en hierarkisk samfundsopbygning, således som det kendes fra andre dele af Sydøstasien, selvom betingelserne må have været til stede i de produktive landbrugszoner.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig