Bromme-kulturen, senpalæolitisk kultur, ca. 11500-10500 f.Kr., opkaldt efter den boplads, som arkæologen Erik Westerby i 1944 fandt ved Bromme NV for Sorø. På bopladsen fandtes kun flint, men i nærliggende sølag desuden måltidsrester, bl.a. elsdyrknogler. Kulturlagene ved Bromme er ved pollenanalyse dateret til Allerødtid, der klimamæssigt set er et relativt mildt afsnit af den senglaciale tid. En typisk Brommespids af flint er fundet i sølag ved Nr. Lyngby i Vendsyssel; den er dog lidt yngre, dvs. fra begyndelsen af Yngre Dryas. Bromme-kulturens bopladser og dens karakteristiske kraftige flintspidser kendes nu fra hele Danmark og fra Skåne og Nordtyskland.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.