Tissøfundene. Tissø guldringen, en halsring med en diameter på 35 cm, er udført af fire svære guldtråde, der er flettet sammen. Ringen afsluttes med et ornament, ligeledes i guld. Et lille stykke mangler i dag, så den oprindelige vægt har været på 1,9-2,0 kg. Størrelse og vægt kunne antyde, at ringen var blevet fremstillet til et gudebillede. Halsringen blev fundet i forbindelse med markarbejde, idet den satte sig fast omkring hjulakslen på en såmaskine. Den findes i dag på Nationalmuseet.

.

Tissøfundene, rester af en rig bebyggelse fra ca. 600-1050 beliggende langs vestbredden af Tissø på Vestsjælland. Smykker, redskaber og våben dukkede frem af søbunden ved sænkning af søens vandstand omkring 1900. Rester af en bro over Halleby Å og to grave med halshuggede mænd fra sen vikingetid blev udgravet i 1979, og en lille sølvskat med to sølvbægre og nogle smykker blev fundet i 1988. Senere rekognosceringer og udgravninger 1995-99 har afdækket handels- og håndværksområder samt spor af fire permanente gårdanlæg, herunder en storgård fra 900-t. med en halbygning på over 500 m2, og rekognosceringer og udgravninger 1995-2002 har afdækket spor af endnu to permanente gårdanlæg. I 2000 blev der fundet en sølvskat mere. De arkæologiske fund omfatter bl.a. redskaber, våben og ridetøj af jern, importerede smykker, vægtlodder, brudsølv og sølvbarrer samt mønter.

Tissø guldringen, der i 1977 blev pløjet op vest for Tissø, er med en vægt på 1,83 kg Danmarks største guldfund fra vikingetiden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig