Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

magdalénien

Oprindelig forfatter JoeHo Seneste forfatter Redaktionen

magdalénien, kultur fra yngre palæolitikum, opkaldt efter hulen La Madeleine i Dordogne, Frankrig. Magdalénien var udbredt i store dele af Syd- og Mellemeuropa ca. 17.000-ca. 11.000 f.Kr., da klimaet var koldt, og der levede flokke af rensdyr, vildheste og bisoner, som udgjorde fødegrundlaget for en befolkning, som synes at have været mere bofast end tidligere. Dyrene blev bl.a. nedlagt vha. spyd, og der er, ud over elegant forarbejdede flintredskaber, fundet våben og redskaber af knogle og tak, bl.a. harpuner, "kommandostave", nåle og mejsler, der ofte er rigt ornamenterede. I magdalénien når den palæolitiske kunst et højdepunkt i form af ofte stærkt naturalistiske hulemalerier, fx i Altamira og Font-de-Gaume, og småfigurer og indgraveringer i knogle og tak. Hamburg-kulturen er en nordlig udløber af magdalénien.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Holm: magdalénien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=120426