Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hus - husbygning

Oprindelig forfatter FGra Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

Hus af fabriksfremstillede bygningsdele, der så vidt muligt er fremstillet og færdiggjort på fabrik. Etageadskillelserne er af jernbeton. Facader, gavle og lejlighedsskel leveres som sandwichelementer af to lag beton med isolering imellem. Trappe og badeværelse leveres fra fabrik som brugsfærdige, rumstore enheder med beklædninger af fx glasfiberarmeret polyester. Lette, flytbare skillevægge kan være glasfiberklædte gipsplader på stålrammer. Vinduer, døre, snedkerinventar mv. leveres som brugsfærdige elementer.

Hus af fabriksfremstillede bygningsdele, der så vidt muligt er fremstillet og færdiggjort på fabrik. Etageadskillelserne er af jernbeton. Facader, gavle og lejlighedsskel leveres som sandwichelementer af to lag beton med isolering imellem. Trappe og badeværelse leveres fra fabrik som brugsfærdige, rumstore enheder med beklædninger af fx glasfiberarmeret polyester. Lette, flytbare skillevægge kan være glasfiberklædte gipsplader på stålrammer. Vinduer, døre, snedkerinventar mv. leveres som brugsfærdige elementer.

I det følgende gives en oversigt over, hvordan og efter hvilke retningslinjer et dansk hus i den bestående bygningsmasse er opført, og hvilke materialer og konstruktionsprincipper der er anvendt. Der henvises til montagebyggeri, hvor særlige forhold ved den industrielle bygningsproduktion beskrives, samt til byggeskader, indeklima, fugt og varmeisolering.

Byggeskik

Den traditionelle danske byggeskik, der har præget husbygningen indtil 1950'erne, har udviklet sig gennem århundreder. Den ene stilart har glidende afløst den anden i trit med, at idealerne har ændret sig, men gennem alle perioder har husenes skiftende udseende og indretning været variationer over et tema med udgangspunkt i de traditionelle materialer og konstruktioner.

Materialer. Husene blev bygget med ydervægge af rent træ, bindingsværk eller murværk. De havde bjælkelag og tagværker af tømmer, blev tækket med strå, tegl eller naturskifer og fik vinduer og døre af malet træ i fagdelte facader. Bindingsværk med udmurede eller klinede tavl vandt i 1500-t. indpas som afløsning for rene træhuse, bulhuse med vægge af vandrette planker mellem lodrette stolper. Baggrunden for denne ændring var brandfaren i tæt bebyggede områder kombineret med tiltagende mangel på træ. Yderligere brandsikring og mere vejrbestandige konstruktioner blev opnået med den gradvise "forstening" af bindingsværkshusene, der fandt sted op gennem 1700-t. og 1800-t. Først forsvandt bindingsværket fra byhusenes mest udsatte bygningsdele, facader og gavle, dernæst fra væggene omkring trapperum og endelig fra de øvrige skillerum. Etageadskillelserne i de nye grundmurede huse forblev træbjælkelag med brand- og lydisolerende lerindskud, pudsede lofter og bræddegulve.

Annonce

Fra midten af 1800-t. dukkede støbejern og beton op som byggematerialer. De anvendtes dog primært til udsmykninger, rækværker og søjler. I første halvdel af 1900-t. erstattedes træbjælkerne i nogen udstrækning af jernbjælker i etageadskillelserne, men med uændrede loft-, indskuds- og gulvkonstruktioner. Der blev således ikke ændret væsentligt ved de hævdvundne byggemetoder. Det var først med det store udbud af betonbyggekomponenter i 1950'erne og 1960'erne og de hastigt voksende krav til installationer og varmeisolering i 1970'erne, at den traditionelle byggeskik for alvor blev fortrængt.

Udviklingen fra langhuse til etagehuse. Middelalderens huse har overvejende været af langhustypen med facaderne liggende langs gaden eller vejen. Gavlhuse, som er udbredt i tyske Østersøbyer og Holland, er kun bygget i begrænset omfang herhjemme. Langhusene var oprindelig så smalle, at bjælkelag og tagværk kunne spænde fra facade til facade. Hvert lejemål udgjorde nogle få fag. Boligerne lå side om side og ikke oven på hinanden, også når husene var i mere end én etage. De få stenhuse, der fortrinsvis blev opført ud til byernes væsentligste torve og handelsgader, blev dog i visse tilfælde bygget med kælder til selvstændig udlejning. I 1600-t. blev det almindeligt med husdybder, der nødvendiggjorde indførelsen af en langsgående bærende hovedskillevæg.

Etagehuse med selvstændige boliger på de enkelte etager udvikledes som type i København efter den store brand i 1728. Indbyggerne blev tvunget til at rykke sammen i de huse, der var tilbage, og pladsmanglen begyndte at gøre sig gældende inden for voldene, så man blev tvunget til at bygge i højden. Mønsterplaner for etagehuse, der skulle indgå i genopbygningen af København, blev udarbejdet af bygmester J.C. Krieger (1683-1755), der af sikkerhedsmæssige grunde foreslog grundmure i stedet for det traditionelle bindingsværk. Grundmurede huse var dyrere end bindingsværkshuse, og de vandt derfor først rigtig indpas, da byggelovgivningen satte en definitiv stopper for bindingsværket. Det skete for ydervægge i nyt byggeri i 1737 og for indvendige vægge i praksis ca. 150 år senere i 1889, hvor bjælkebærende indervægge og vægge om trapperum forlangtes udført af grundmur. Herefter var bindingsværk kun tilladt i så få sekundære skillevægge, at de som hovedregel også valgtes udført på anden måde. Etagehusene blev op gennem 1700-t. i København opført i 3-5 etager med udnyttet kælder- og tagetage. I provinsen forblev bygningshøjden som hovedregel 1-2 etager.

Huse, der oprindelig var opført som regulære, lave langhuse, fik i København i trit med den tiltagende pladsmangel frem til voldenes fald i midten af 1800-t. påbygget ekstra etager og tilbygget side- og baghuse. Disse blev oftest bygget i halv dybde og derfor udført med ensidigt tagfald ind mod egen gård. Til huse, der ikke blev bygget i skel, var saddeltaget den mest udbredte tagform frem til indførelsen af det flade tag, der forsøgsvis blev afprøvet i 1930'erne og blev en udbredt tagform i montagebyggeriet. Det knækkede tagprofil, manzardtaget, der er udviklet i Frankrig i 1700-t., fik fra slutningen af 1700-t. og frem til 1920'erne en vis udbredelse, bl.a. fordi det giver bedre udnyttelsesmuligheder af tagrummet end saddeltaget.

Byggelove, -vedtægter og -anvisninger

Fra midten af 1800-t. blev de lavsbestemmelser, der hidtil havde udgjort de byggetekniske spilleregler, ophøjet til love, først i København og på Frederiksberg, senere i resten af landet. Lovene indeholdt præcise anvisninger på fx bærende mures tykkelse i forhold til etageantal samt spærs og bjælkers dimension i forhold til spændvidden. I trit med tilgangen af nye materialer, konstruktioner og metoder er denne form for byggelove gradvis afløst af bestemmelser for funktionskrav, der specificerer, hvilke tekniske og brugsmæssige egenskaber konstruktioner skal kunne dokumenteres at have i det færdige hus. Der er således ikke i gældende vedtægter krav om at benytte bestemte materialer eller metoder. Der stilles derimod krav om resultatets styrkemæssige og lyd- og varmeisoleringsmæssige egenskaber samt krav om lang holdbarhed, let vedligeholdelse og genanvendelighed.

Funktionskravene kan inddeles i sikkerhedskrav, dvs. krav om, at bygningen kan holde til belastninger fra fx lodret last, vind, brand og måske jordskælv; komfortkrav, herunder krav om minimumsmål på forskellige rumtyper, trapper og døre samt krav om lyd- og varmeisolering, ventilation og lys; byggetekniske krav, der ikke alle er lovgivne, men kan være affødt af produktionsmæssige hensyn og ønsket om begrænsning af energiforbrug; samt andre krav, som omfatter en række forhold, der stort set ikke er omfattet af lovgivning, fx krav til udseende, økonomi og fremtidssikring af installationer, herunder at bygningsdele med kort levetid, eksempelvis installationer, skal kunne vedligeholdes og udskiftes med et minimum af indgreb i bygningsdele med lang levetid, eksempelvis råhuset. Endelig kan nævnes, at indeklimaet dels har sine egne bestemmelser og prøvningsmetoder, dels indirekte berøres af en lang række af de ovennævnte krav.

Hus med murede vægge og træbjælkelag er et typisk eksempel på den ældre boligmasses konstruktioner udført som håndværk. Bjælkelag og tagværk er tildannet på en afbindingsplads på opsnøringer efter faste mållægter, som tømrer og murer i fællesskab har fremstillet inden byggeriets start. Vinduer, døre, snedkerinventar, trætrapper, kviste mv. er fremstillet på værksted efter mål taget på stedet.

Hus med murede vægge og træbjælkelag er et typisk eksempel på den ældre boligmasses konstruktioner udført som håndværk. Bjælkelag og tagværk er tildannet på en afbindingsplads på opsnøringer efter faste mållægter, som tømrer og murer i fællesskab har fremstillet inden byggeriets start. Vinduer, døre, snedkerinventar, trætrapper, kviste mv. er fremstillet på værksted efter mål taget på stedet.

Konstruktionsprincipper

Der er en nøje sammenhæng mellem hustype og det valgte konstruktionsprincip. I det traditionelle byggeri med træbjælkelag er en husdybde på 10-12 m normal. Facaderne og den langsgående hovedskillevæg bærer etageadskillelsens træbjælker, hvis ydeevne er begrænset til et frit spænd på 5-6 m. Bærende facader begrænser friheden i facadeudformningen, men øger friheden ved placering af tværvægge. Gulvarealet kan inddeles til mange forskellige lejlighedstyper såvel under projekteringen som under senere ombygninger. I montagebyggeriet med vægge og dæk af fabriksfremstillede betonelementer er det oftest tværvæggene, der er bærende. Dækelementerne er armeret i længderetningen og udført med plan under- og overside. I huse med bærende tværvægge er der mulighed for at opnå store rumdybder og stor frihed ved facadeudformning, men der er begrænsede ændringsmuligheder af den én gang valgte ruminddeling. Stabilisering af de bærende konstruktioner for vandrette kræfter fra vindbelastninger sker ofte med væggene omkring trapperum og badeværelser. Stabilisering kan dog også udføres på andre måder, fx med stålkryds i udvalgte fag vinkelret på de bærende vægge. I overgangsperioden mellem det traditionelt og det industrielt fremstillede byggeri blev en del huse udført med betondæk støbt på stedet. Her blev ofte benyttet krydsarmerede dæk båret af murede eller støbte vægge ved alle dækkets kanter.

Den hidtil højeste grad af industrialisering af boligbyggeriet er opnået med fabriksfremstillede, rumstore enheder, hvor arbejdet på byggepladsen stort set er begrænset til støbning af fundamentet. Til huse med mere end to etager er konstruktionsmaterialet beton, til lavere bebyggelser anvendes træ. De første forsøg herhjemme blev udført i 1960'erne og siden gentaget med mellemrum. På trods af den høje færdiggørelsesgrad på fabrik er idéen aldrig slået igennem. Rumstore enheder som byggeprincip lægger stærke bånd på lejlighedsudformningen, og reglerne for transport på offentlige veje begrænser boksenes bredde. Flere rum omfatter derfor mere end én boks. Der kræves desuden meget store investeringer i fabriksvolumen til fremstilling, samling, færdiggørelse og lagring af boksene.

For at imødekomme ønskerne om fleksibilitet såvel under projektering som efter ibrugtagning blev der i 1960'erne og 1970'erne udviklet konstruktionsprincipper, hvor etagedækkene bæres af søjler eller rammer. Ruminddelingen blev udført med lette, flytbare skillevægge med varierende lyd- og brandisolerende egenskaber. Fleksibiliteten blev i stor udstrækning udnyttet til under projekteringen at indpasse mange lejlighedstyper og -størrelser, men da den fleksibilitet, der kom til udtryk i den bærende konstruktion, kun i begrænset omfang blev fulgt op i udformningen af de tekniske installationer, finder større ombygning efter ibrugtagning sjældent sted.

Lette, fleksible byggesystemer, baseret på stål suppleret med gips og mineraluld til at skabe den nødvendige lyd- og brandisolering, har været under udvikling i 1980'ernes og 1990'ernes sparsomme nybyggeri.

Færdiggørelsesarbejder

Tagbelægning, opstilling af lette facadepartier og montering af udvendige døre og vinduer udgør de indledende færdiggørelsesarbejder, der har til formål at gøre råhuset vind- og vandtæt. Dernæst opstilles trapper og eventuelle elevatorer. Der skabes herefter en luftfugtighed og temperatur, som sikrer, at de materialer og komponenter, der skal anvendes til færdiggørelsen, ikke lider skade.

Ruminddeling sker med lette vægge som supplement til råhusets bærende konstruktioner. Lette vægge kan udføres med letbetonelementer eller med beklædning af et træ- eller stålskelet med gips-, spån- eller krydsfinerplader. Væggene kan gøres dobbelte med mineraluld i mellemrummet, så de kan anvendes som lyd- og brandsikre lejlighedsskel. I ældre byggeri kan de lette vægge være opført af to- eller trelags bræddevægge med rør og puds eller af fx slaggeplader.

Det mest almindelige gulv i opholdsrum er høvlede og pløjede brædder, der i ældre byggerier blev lagt direkte på bjælkelaget og i nyere byggeri på strøer, som ved fjedrende brikker er løftet fra betondækket, så der opnås en flydende, lydisolerende konstruktion. Hulrummet mellem brædder og dæk er udnyttet til at føre rør fra en lodret, centralt placeret hovedforsyning, installationsskakt, frem til brugsstederne for radiatorer, tv, it-, telefon- og elinstallationer. Rørskakten tilstræbes placeret ved trappen, så fx elmåleren kan aflæses herfra. På de fabriksfremstillede betontrapper kan belægningen være fliser, træ, linoleum, vinyl eller tæppe, eller betonen kan danne den færdige overflade, evt. lakeret på tilsvarende måde som trinene i det ældre byggeris trætrapper. I "våde rum" (badeværelse, toilet, vaskerum og bryggers) er den tidligere terrazzobelægning hyppigst erstattet af fliser eller vinyl. Døre, vinduer, garderobeskabe, køkken og bryggersinventar blev før byggeriets industrialisering udført af snedkere efter mål taget på stedet. Til montagebyggeri fremstilles disse komponenter som standardvarer. Baggrunden for denne ændring er, at byggeprocessen har forandret sig fra at være en delvis improviseret til en forud nøje planlagt og hele tiden styret proces, hvorved byggetiden er blevet afkortet. Fra at tolerere unøjagtigheder på et par tommer regnes der i det modulprojekterede montagebyggeri med forud kalkulerede tolerancer på få mm, hvilket muliggør sammenbygning af standardiserede komponenter, der er præfabrikeret uafhængigt af hinanden på forskellige virksomheder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frits Gravesen: hus - husbygning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93963