Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gravhøj

Oprindelig forfatter Kaul Seneste forfatter Redaktionen

Gravhøj.

Gravhøj.

gravhøj, høj af jord eller sten, der dækker eller indeholder en eller flere grave. Gravhøje kan rejses over ligbrændinger, jordfæstegrave i trækister eller kan skjule stenbyggede kamre. Gravtypen kendes fra næsten hele verden til mange tider og i adskillige udformninger; fx opførtes i den amerikanske Adena-kultur omkring Kristi fødsel i Midtvesten og Virginia tusinder af gravhøje, nogle i form af enorme slanger eller fugle.

Europas ældste gravhøje stammer fra mesolitikum, ca. 6000 f.Kr.; således er på øen Theviec ved Bretagne nogle grave dækket af ganske små høje. Først i neolitikum blev gravhøje almindelige over store dele af Europa i form af langhøje eller rundhøje, ofte opført over dysselignende gravkamre eller jættestuer. De største fra Irland og Bretagne stammer fra 3000- og 2000-t. f.Kr.; de er mere end 10 m høje og har et tværmål på over 100 m. I ældre bronzealder opførtes næsten overalt i Europa mængder af gravhøje med begravelser i trækister. I jernalderen er Hallstatt-kulturens fyrstegrave i Tyskland og Frankrig af betragtelige dimensioner.

I Danmark rejstes gravhøje over træbyggede kamre, dyssekamre og jættestuer 3500-3000 f.Kr. I perioden 2800-1100 f.Kr., fra enkeltgravskulturen til midt i bronzealderen, opførtes mere end 100.000 gravhøje, hvoraf nogle har bevaret egekistegrave intakte. I førromersk jernalder dækkede små tuer over urner med brændte ben, og også i romersk jernalder var gravhøje ganske små, bortset fra fyrstegravene ved Himlingøje på Stevns. Danmarks største gravhøje er de to Jellinghøje, hvoraf den ene er rejst over kong Gorm i 900-t.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Kaul: gravhøj i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85609