båndkeramisk kultur

Båndkeramisk kultur, tidlig bondekultur i Europa, ca. 5400-4900 f.Kr., opkaldt efter de båndformede ornamenter, der prydede periodens enkle, halvkugleformede lerkar. Kulturen opstod på samme tid og i meget ensartet skikkelse i store dele af det europæiske lavland nord for Alperne og Balkanbjergene på et område, der strakte sig fra Nordfrankrig til Ukraine og Moldavien. Man slog sig ned på den bedste og lettest opdyrkelige agerjord, hyppigst løssområder, som bebyggelsen har et karakteristisk sammenfald med. Her dyrkedes tidlige former af hvede og byg samt bælgplanter. Man anvendte svedjebrug, hvilket betød, at nye skovarealer hele tiden blev afbrændt og opdyrket. Kvæg, får, geder og svin blev holdt som husdyr. Udgravninger af bopladser vidner om, at mange mennesker boede sammen. De levede i rummelige træhuse, 15-45 m lange og 6-8 m brede. Fra kulturens senere faser kendes store, indhegnede pladser, som var omgivet af voldgrave, og flere af disse anlæg må have tjent rituelle formål. De døde blev oftest begravet i enkle jordfæstegrave, der ikke giver indtryk af større sociale forskelle.

Den båndkeramiske kulturs bønder var agerbrugets pionerer. Deres livsform og traditioner blev videreført ca. 4900-4300 f.Kr. af Rössen-kulturen, den stikbåndkeramiske kultur og Lengyel-kulturen. Samtidig blev agerbruget bragt nærmere det sydlige Skandinavien, der på dette tidspunkt var befolket af Ertebølle-kulturens jægere og fiskere. Svære skafthulsøkser af den fremmede amfibolitskifer blev bragt her til landet gennem kontakter med efterkommere af den båndkeramiske kultur. Det var antagelig gennem sådanne forbindelser med bondebefolkningen syd for Østersøen, at agerbrug og kvægavl omkring 4000 f.Kr. bredte sig til det nuv. Danmark og til Syd- og Mellemsverige.