Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

båd

Oprindelige forfattere OC-P og RGil Seneste forfatter Redaktionen

båd, mindre fartøj, der bevæges frem med årer eller sejl, i nyere tid også ved motor. Betegnelsen båd er først sent i sproghistorien blevet fællesbetegnelse for småfartøjer; det overordnede begreb er skib. I nogle tilfælde omtales også store fartøjer som -båd, fx motortorpedobåd, Oslobåd.

En båd er enten udhugget af en enkelt træstamme (stammebåd) eller bygget op af flere dele som oftest ud fra en rygrad af køl og stævne til forskel fra en pram, der har en flad bund uden køl. Efter byggemåden skelnes for træbådes vedkommende mellem klink- og kravelbyggede både, hvis bådside udvendig er hhv. aftrappet og glat. I nyere tid forekommer også diagonalbyggede træbåde, og de fleste både fremstilles i dag i glasfiberarmeret plast, evt. i en sandwichkonstruktion med indbygget skummiddel. Hertil kommer både af letmetal, oppustelige gummibåde o.l.

Historie

Båd. Krebsefiskeri på en flod i det sydlige Kina. Båden er lavet af sammenbundne bambusrør.

Båd. Krebsefiskeri på en flod i det sydlige Kina. Båden er lavet af sammenbundne bambusrør.

I det danske ørige har samfærdslen i ældre tid været stærkt afhængig af forbindelser over vand. Samtidig var der behov for både til fiskeri og strandjagt samt til handels- og krigstogter. Arkæologer har diskuteret, om danske fartøjer fra sten- og bronzealderen var lavet af skind, bark eller træ; alle tre bådebygningsmaterialer er kendt i Nordeuropa. I Danmark er dog hidtil kun fundet både af træ.

Annonce

Stammebåde og padleårer fra stenalderen er kendt fra adskillige udgravninger i Danmark. Ældst er to padler fra Maglemose-kulturen (ca. 7100 f.Kr.). Fra Ertebølle-kulturen (ca. 5400-3900 f.Kr.) kendes havgående stammebåde af lind; de er op til 10 m lange og har ornamenterede padler (se Tybrind Vig boplads).

Fra bondestenalder og bronzealder mangler fund af havgående både. Deres karakter fremgår af billeder af snabelbåde på helleristninger og på rageknive fra bronzealderen (ca. 1700-500 f.Kr.); de har formentlig været af træ ligesom den tilsvarende båd i Hjortspringfundet fra 350-300 f.Kr.

Jernalderens mindre havbåde kendes fra Slusegårdbådsgravene (ca. 100-250 e.Kr.). Det er stammebåde, udhugget til en tynd skal og udspændt ved indsatte spanter. Senere opdeltes også småbådenes skrog i køl, stævne og bordplanker, mens bådens ydre form, som var et resultat af udspændingsprocessen, blev bibeholdt.

De større jernalderfartøjer udvikledes fra den lette, padlede Hjortspringbåd, der var syet sammen af dele af lindetræ, over Nydamfundets store robåde af eg og fyr, som var samlet med jernklinknagler, til vikingetidens kombinerede ro- og sejlskibe.

I vikingetiden og middelalderen anvendtes de mindre både formentlig først og fremmest som skibsjoller, dvs. til kontakt mellem det opankrede skib og kysten, samt til fiskeri, havjagt og færgefart. Ved Gislinge ca. 10 km vest for Holbæk er udgravet en 7,6 m lang båd fra 1100-t., der er en miniudgave af de klinkbyggede skibsskrog fra Skuldelevfundet.

Fra perioden 1200-1700 er ikke mange både bevaret, men inden for dette tidsrum er der formentlig opstået mange bådtyper med lokale særtræk i skrogform og rig, tilpasset forskellige funktioner og landingsmuligheder.

Først fra 1800- og 1900-t. kan man nærmere kortlægge de lokale bådtyper i Danmark, bl.a. i forbindelse med beskrivelser af fiskeriet i de forskellige farvande. Hertil kommer orlogs- og handelsflådens mange bådtyper af mere internationalt tilsnit, brugt som sidefartøjer og arbejdsbåde til større skibe. I den periode begyndte private at sejle lystsejlads i både, der blev bygget til dette formål, først traditionelle bådtyper, men snart også både efter udenlandsk forbillede.

I årene efter 2. Verdenskrig har byggeriet af lystbåde domineret bådebyggeriet i Danmark (se sejlsport). Siden 1970'erne har de traditionelle danske brugsbådtyper oplevet en renæssance i forbindelse med den voksende interesse for bevaring af den maritime kultur fra før industrialiseringen.

Bådes udformning rundt omkring i verden har bl.a. været betinget af tilgængelige materialer i naturen. Forskellige folkeslag har fremstillet både af bark, siv, dyreskind eller træ.

Den udhulede træstamme kendes fra de fleste egne af verden. På Amerikas nordvestkyst fældede indianerne træer med stenøkser og udhulede dem med ild, økser og varmt vand. Fartøjerne brugtes til hvalfangst i Stillehavet eller som krigskanoer med besætninger på op til 50 mand. Se også kano og udliggerkano. Et andet yndet materiale til bådebygning er skind. I polaregnene bygger man stadig lette og sødygtige kajakker af sælskind. Se kajak og konebåd. I Irland og Centralasien har man krydset floder i såkaldte balje- eller trugbåde, som man byggede ved at spænde fåreskind ud over et træskelet. I Mellemøsten bindes hele oppustede fåreskind sammen til flåder. Siv anvendes bl.a. på Titicacasøen, hvor indianerne fremstiller både af store sivbundter, mens man på floderne i Sydkina og i Sydøstasien bundter tykke bambusrør sammen til lavtliggende fiskefartøjer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Crumlin-Pedersen, Rolf Gilberg: båd i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=53232