Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

arkæologi

Oprindelige forfattere ARat, InTh, JStr og PON Seneste forfatter PON

arkæologi, det fag, der på grundlag af materielle levn beskriver menneskets historie fra de ældste tider. Arkæologi søger at forstå menneskets levevilkår gennem tiderne, dets tilpasning til skiftende naturforhold og dets erhverv, samfundsliv, kunst og religion.

Fagets metode og historie

Arkæologi beskæftiger sig med at tolke og forklare de eksisterende kilder, der opbevares som genstande i museerne, og med at frembringe nye kilder gennem indsamling og udgravning, således at faget er i stadig udvikling.

Ordet arkæologi kommer af græsk archaios 'gammel, fortidig' og -logi.

Metode

En vigtig del af det arkæologiske arbejde foregår i felten med registrering af fortidens spor gennem rekognoscering, kortlægning og udgravning af fund og anlæg såsom bopladser, grave, bygningsrester samt fund, der er bevaret i jorden eller under vandet. Da man ved udgravningen ødelægger den sammenhæng, som er genstand for undersøgelsen, foretages der en omhyggelig registrering og beskrivelse af fundforholdene. Dokumentationen af en udgravning er afgørende for, hvilke svar der siden kan gives på spørgsmål om de enkelte funds og anlægs datering, funktion og betydning.

Annonce

Grundlæggende for alt arkæologisk arbejde er aldersbestemmelse. Relativ datering opnås dels ved iagttagelse af stratigrafi under udgravning, dels gennem undersøgelse af sluttede fund med flere genstande, fx i grave og depoter. Til arkæologiens klassiske metoder hører typologi, hvorved der opstilles en udvikling af genstandstyper, hvis gyldighed afprøves i forhold til stratigrafi og fundkombinationer. Den typologiske metode anvendes også på andre kulturfænomener end blot genstande. I dag bygger aldersbestemmelse i vid udstrækning på absolut datering ved hjælp af kulstof 14-metoden, dendrokronologi m.m. (se dateringsmetoder).

Arkæologien støtter sig som fag til metoder og resultater fra andre videnskaber — især til geologiske og andre naturvidenskabelige bestemmelser og dateringer. Zoologi og botanik belyser gennem undersøgelse af resterne af vilde og tamme dyr samt af frø og planter menneskets tilpasning til de naturlige omgivelser. Etnoarkæologien, der kombinerer arkæologi og socialantropologi, undersøger tingenes funktion og betydning blandt nulevende naturfolk. Eksperimentel arkæologi benytter praktiske forsøg til belysning af fortidige arbejdsprocesser.

Fagets opståen og tidlige udvikling

Interessen for oldtiden blev vakt med renæssancens dyrkelse af klassisk kunst og arkitektur. I Danmark samlede historikere og topografer som Henrik Rantzau og Ole Worm i 1500- og 1600-t. de første beskrivelser af fortidsminder og runesten. Museum Wormianum, der blev skabt af sidstnævnte i 1650'erne, blev den første arkæologiske samling; den indgik senere i Kunstkammeret, der blev oprettet af Frederik 3. Ingen af datidens samlere af "antikviteter" kunne dog frigøre sig fra de historiske kilder og sagnhistorien i deres tolkninger. Det samme gjaldt for de første udgravere af fortidsminder. Med romantikkens naturopfattelse sidst i 1700-t. vågnede interessen for den nordiske oldtid, fulgt af et krav om bevaring af fortidsminderne som nationale monumenter.

Det blev i begyndelsen af 1800-t. — efter tyveriet af Guldhornene fra Kunstkammeret og i kriseårene under Englandskrigene — at man samlede kræfterne om fredning og indsamling af arkæologiske fund. Det sidste skete på initiativ af professor Rasmus Nyerup, der i 1806 skabte den arkæologiske samling, der senere skulle danne kernen i Nationalmuseet. I 1807 nedsattes "Den Kongelige Kommission til Oldsagers Opbevaring", hvis sekretær fra 1816 var C.J. Thomsen. Hermed begyndte en udvikling, der i løbet af 1800-t. skulle gøre arkæologi til en selvstændig videnskab. Ligesom i andre lande udviklede der sig i Danmark en række grene inden for arkæologien; disse har specialiseret sig i bestemte områder af verden eller i bestemte emner eller tidsepoker.

Forhistorisk arkæologi

Arkæologi. Luftfotografering anvendes af arkæologer til registrering af forhistorisk bebyggelse. Vækstforskelle i afgrøden tegner her, på en mark ved Jelling i Jylland, grundplanerne af huse fra ældre romersk jernalder, fra omkring Kristi fødsel til 200 e.Kr.

Arkæologi. Luftfotografering anvendes af arkæologer til registrering af forhistorisk bebyggelse. Vækstforskelle i afgrøden tegner her, på en mark ved Jelling i Jylland, grundplanerne af huse fra ældre romersk jernalder, fra omkring Kristi fødsel til 200 e.Kr.

Forhistorisk arkæologi er studiet af den menneskelige kultur fra oprindelsen for ca. to mio. år siden til begyndelsen af den epoke, der belyses af skriftlige kilder. Forhistoriens varighed er forskellig i de enkelte lande. I Egypten afsluttes den ca. 3000 f.Kr., i Danmark først ved middelalderens begyndelse 1050 e.Kr. I andre verdensdele rækker forhistorien undertiden frem til tidspunktet for den europæiske kolonisation (se afsnittet om forhistorie under de enkelte verdensdele og lande).

Fagets historie

Forhistorisk arkæologi har som videnskab udviklet sig i takt med fremkomsten af arkæologiske fund og med den stadig voksende erkendelse, som baseres på tolkning og aldersbestemmelse af fundene. Danskeren C.J. Thomsen betegnes som grundlæggeren af den forhistoriske arkæologi, idet han 1836-37 anvendte treperiodesystemet til inddeling af forhistorien i en sten-, bronze- og jernalder. Først ved midten af 1800-t. skabte gennembrud inden for naturvidenskaberne grundlag for en vurdering af forhistoriens længde og menneskehedens alder. I 1859 — samme år som udgivelsen af Charles DarwinsArternes Oprindelse fandt sted — erkendte man ægtheden af redskaber, som var fundet sammen med rester af nu uddøde dyr. De første fund af fortidsmennesker banede omtrent samtidig vejen for udforskningen af menneskets tidligste udvikling.

I Danmark indledte treperiodesystemet som nævnt udviklingen af forhistorisk arkæologi som en selvstændig videnskab, baseret på udgravning og på systematisering af fundmaterialet. Til fagets pionerer hører J.J.A. Worsaae, der i bogen Danmarks Oldtid, oplyst ved Oldsager og Gravhøje (1843) for første gang beskrev forhistorien på grundlag af arkæologisk materiale og 1873 igangsatte den første systematiske registrering af fortidsminder i Danmark (se sognebeskrivelse). Skønt Worsaae 1855-66 virkede som docent ved Københavns Universitet, blev næsten al forskning i faget frem til 1930 udført ved Det Kongelige Museum for Nordiske Oldsager — fra 1892 Nationalmuseet. Et overblik over faget og dets resultater ved århundredskiftet blev fremlagt af Sophus Müller i Vor Oldtid (1897).

Forhistorisk arkæologi blev universitetsfag ved Københavns Universitet 1930, og Johannes Brøndsted beklædte fra 1941 det første professorat. Som sine forgængere lagde Brøndsted vægt på bred formidling af den forhistoriske arkæologis resultater, hvilket kom til udtryk i oversigtsværket Danmarks Oldtid (1938-40, 2. udg. 1957-60). I dag findes universitetsinstitutter for forhistorisk arkæologi i København og Aarhus (Moesgård). Foruden Nationalmuseet har Forhistorisk Museum, Moesgård, betydelige forhistoriske arkæologiske samlinger og udstillinger. Siden 1957, med loven om landsdelsmuseer, og i stigende grad fra 1960'erne, er forhistorisk arkæologi blevet praktiseret ved en lang række af landets lokalmuseer.

Teori og metode

På trods af stor international åbenhed i 1800-t. er det karakteristisk for arkæologiens udvikling i Danmark og det øvrige Norden, at den kun i begrænset omfang er blevet påvirket af teorier udefra, idet faget i stedet har sat fokus på de konkrete arkæologiske vidnesbyrd. Svenskeren Oscar Montelius og danskeren Sophus Müller var banebrydende ved at udvikle typologien som metode til relativ datering. Udarbejdelsen af en kronologi for forhistorisk tid i Norden byggede naturligt på studiet af forbindelser med historisk kendte kulturer i Middelhavsområdet og Orienten, og udviklingen blev derved ofte forklaret ud fra en opfattelse om kulturspredning (diffusionisme).

Vægten er siden 1960'erne kommet til at ligge mere på belysning af stadierne i samfundets udvikling (evolutionisme). Dette skyldes dels påvirkning fra socialantropologien, dels nye dateringer, der viser, at markante kulturfænomener i fortiden også kan være opstået tidligere end de historisk kendte højkulturer og uafhængigt af disse. Samarbejdet med naturvidenskaberne har fra 1900-t. ført frem til et økonomisk perspektiv, der sætter menneskets tilpasning til og udnyttelse af naturen i centrum. Central i nutidens forskning er bebyggelsesarkæologien, der undersøger udviklingen af bosættelse, erhverv og social struktur; denne disciplin har siden midten af 1960'erne udviklet sig stærkt i takt med anvendelsen af maskiner ved udgravning af store bopladser. Forhistorisk arkæologi har i store træk bevæget sig fra alene at handle om genstande til også at dreje sig om menneskets og samfundets udvikling.

Klassisk arkæologi

Klassisk arkæologi er den græsk-romerske verdens arkæologi og dækker studiet af materielle levn fra kulturerne i Grækenland og Italien og deres indflydelsessfærer fra de første spor af mennesker indtil oldtidens slutning.

Teori og metode

Mens man tidligere studerede Romerriget ud fra en britisk imperiemodel, blev man senere mere tilbøjelig til at ville vise kompleksiteten i romaniseringsprocessen.

Klassisk arkæologi beskæftiger sig med alle aspekter af de antikke samfund, herunder fx levevilkår, handelsforbindelser og urbanisering. Udgravning er en metode til problemløsning. Et romersk hus er fx ikke bare en ramme om smukke mosaikker, interessante vægmalerier og anden udsmykning, men bringer også et budskab om de mennesker, som boede der. Nye udgravninger kan endog medvirke til at forklare de gamle udgravningers materiale, der i sin tid blot blev gravet fri og op, som drejede det sig om kartofler.

I Danmark er klassisk arkæologi siden 1890 blevet dyrket som selvstændigt fag på Københavns Universitet, siden 1949 på Aarhus Universitet.

Fagets historie

Interessen for at samle på antik kunst går tilbage til de romerske feltherrer, der erobrede det østlige Middelhavsområde i de sidste århundreder f.Kr. Siden renæssancens genopdagelse af antikken har man indsamlet især mønter, signet-ringsten (gemmer) og skulpturer. Klassisk arkæologi var i 1700-t. stort set identisk med antik kunsthistorie og inspireret af den tyske kunsthistoriker Winckelmann og digteren Goethe. De store udgravninger af Herculaneum og Pompeji skal ses i dette lys; der blev gravet for at fylde de kongelige samlinger op. I 1800-t. blev klassisk arkæologi en slags hjælpevidenskab til klassisk filologi, idet monumenter og steder blev udforsket med det formål at illustrere de klassiske tekster (Troja, Mykene, Olympia, Akropolis, Delfi, Halikarnassos). Hovedvægten blev lagt på det klassiske Grækenland (400- og 300-t. f.Kr.) og tidlig romersk kejsertid (1. og 2. årh. e.Kr.). Opdagelsen af den førklassiske kultur var imidlertid med til at gøre faget til en selvstændig videnskab, og både i Grækenland og i Italien blev klassiske arkæologer tvunget til at arbejde uden skriftlig ledetråd.

Mens man tidligere fortrinsvis beskæftigede sig med de antikke centre Athen og Rom, har man i nyere tid inddraget periferien i debatten om Middelhavskulturernes indbyrdes forhold. Hermed er det klassiske Grækenland dog ikke forsvundet fra stjernehimlen, men er blevet perspektiveret, fordi man nu forstår mere af tiden før og efter.

Nærorientalsk arkæologi

Nærorientalsk arkæologi omhandler studiet af de materielle levn fra Egypten og Vestasiens oldtid.

Nærorientalsk arkæologi er udsprunget af fascinationen over de civilisationer, som for mere end 5000 år siden opstod i Egypten langs med Nilen og i Mesopotamien, landet mellem Eufrat og Tigris. I disse områder har oldtiden efterladt mange markante spor i form af monumentale bygningsværker. Fra at være en udfordring for europæiske eventyrere og opdagelsesrejsende udviklede nærorientalsk arkæologi sig i 1900-t. til en videnskabelig disciplin, som i dag dyrkes ved flere universiteter verden over.

I Danmark blev nærorientalsk arkæologi oprettet som et selvstændigt fag ved Københavns Universitet i 1968 — med uddannelser til det daværende højeste forskerniveau (mag.art.) — som følge af en lang tradition for danske arkæologiske ekspeditioner til Palæstina, Syrien, Jordan, Irak, Iran og Den Persiske Golf. En af de danske pionerer var Harald Ingholt, som i 1930'erne ledede den store ekspedition til Hama i Syrien. Hamaudgravningerne begyndte en tradition for danske arkæologiske udgravninger i Syrien, som videreførtes med Fønikien-ekspeditionen (1957-63) under ledelse af P.J. Riis og i 1990 med udgravningsaktiviteter i det østlige Syrien, Tall Mashnaqa, under ledelse af Peder Mortensen og Ingolf Thuesen. Syrien er således det land i Mellemøsten, hvor danske arkæologer har været mest aktive.

Det andet område i Den Nære Orient, hvor danske arkæologer har gjort en større indsats, er Den Persiske Golf. I årene 1953-65 gennemførte P.V. Glob flere ekspeditioner til Bahrain, hvorunder også andre områder langs Den Persiske Golfs vestlige kyst blev udforsket, fx Faylaka og Qatar.

Tidsmæssigt behandler nærorientalsk arkæologi levn fra menneskers færden i palæolitikum til nyere islamisk tid. Hovedvægten lægges dog ofte på perioderne før Alexander den Stores erobring af Orienten i 330 f.Kr. Man skelner traditionelt mellem en historisk og en forhistorisk del. I dag har denne adskillelse ikke nogen praktisk betydning, da de arkæologiske metoder er uafhængige af tilstedeværelsen af skriftlige kilder.

I Egypten består de arkæologiske levn især af stenmonumenter og klippegrave. I Vestasien drejer det sig derimod om ruinhøje (teller), der er dannet af rester af byer, som gennem tusinder af år har ligget på samme sted. Udgravning af ruinhøje kræver specielle metoder, bl.a. avancerede registreringssystemer til den komplicerede lagdeling (stratigrafi).

Blandt vigtige emner inden for nærorientalsk arkæologi kan nævnes udvikling af landbrugssamfund (7000-t. f.Kr.), byer og stater (3000-t. f.Kr.) og ikke mindst de store civilisationer i Egypten, Levanten, Anatolien, Mesopotamien og Iran.

Bibelsk arkæologi

Bibelsk arkæologi er en hjælpedisciplin ved studiet af Bibelen, herunder navnlig Israels historie og religionshistorie, hvor arkæologiske fund fra Nærorienten inddrages i fortolkningen. Bibelsk arkæologi er en tværvidenskabelig disciplin, hvor det filologiske og eksegetiske arbejde med de bibelske tekster suppleres med det arkæologiske. Udøveren af denne disciplin bør derfor være uddannet både i teologi og nærorientalsk arkæologi. Beslægtede discipliner er historisk geografi og Palæstinas topografi og arkæologi. Bibelsk arkæologi opfattes fejlagtigt af mange som det samme som Palæstinas eller Israels arkæologi, men den har et bredere sigte.

Industriel arkæologi

Industriel arkæologi er den gren af nyere tids kulturhistorie, der med arkæologiske metoder udforsker den tidlige industrikulturs produktionsanlæg. Industriel arkæologi opstod i England i forbindelse med bevaring af historiske industrianlæg. Den centrale institution inden for denne gren af arkæologien er The Ironbridge Institute ved Birmingham.

Læs mere om arkæologi i emnerne herunder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Annette Rathje, Ingolf Thuesen, John Strange, Poul Otto Nielsen: arkæologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40216