Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ungarn (Forhistorie)

Oprindelig forfatter Kaul Seneste forfatter Redaktionen

Fra Vértesszőllős i Vestungarn stammer det ældste fund, ca. 1/2 mio. år gammelt, med pebble tools samt kraniedele af homo erectus; i Subalyuk-hulen i Nordungarn er fundet neandertalmennesker. Den palæolitiske kultur aurignacien kendes fra Istállóskő. Landbrug indførtes ca. 6000 f.Kr. med Körös-kulturen, og ca. 5500 f.Kr. udvikledes den båndkeramiske kultur. Mindre gårdlignende bebyggelser afløstes ca. 5000 f.Kr. af egentlige landsbyer med større huse, og også byhøje opstod. De neolitiske kulturer er kendetegnet ved fremragende keramik og smukke figuriner. Ca. 4000 f.Kr. begyndte kobberalderen med Tiszapolgár-kulturen; smykker og prestigegenstande fremstilledes af kobber og guld, og desuden fremstilledes massive kobberøkser. Ca. 2500 f.Kr. begyndte bronzealderen. I vest kendes omkring Budapest de østligste af klokkebægerkulturens bægre. I øst knyttede udviklingen sig tæt til Rumænien, i nord til Aunjetitz-kulturen. Der opstod i såvel øst som vest befæstede bebyggelser. Ca. 1700 f.Kr. indgik store dele af Ungarn i højgravskulturen; offerfund vidner om rigdom, fx Hajdúsámson-fundet fra Østungarn med prægtige bronzeøkser. Ca. 1200 f.Kr. begyndte urnemarkskulturen. Metalforarbejdning nåede et højdepunkt med produktionscentre i det vestlige Ungarn, hvor bronzespande, udsmykket med drevne motiver af religiøs art, fx solbilleder og solskibe, fremstilledes. Ca. 800 f.Kr. begyndte jernalderen, hvorunder de vestlige dele af landet knyttedes til Hallstatt-kulturen, mens der i de østligste skete en indvandring af skythiske eller proto-skythiske folk. Ca. 400 f.Kr. bosatte kelterne sig i de vestlige og centrale dele af Ungarn, og en rig keltisk kultur udvikledes. I øst indvandrede sarmaterne kort før Kristi fødsel.

Læs mere om Ungarn.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Kaul: Ungarn (Forhistorie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176981