Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Storbritannien (Forhistorie)

Oprindelig forfatter Kaul Seneste forfatter Redaktionen

Storbritannien. Maumbury Rings i Dorchester, Sydengland hører med sine ca. 10 m høje volde til blandt de bedst bevarede af de cirkulære voldanlæg, kaldet henge-monumenter, der ca. 3000-2500 f.Kr. opførtes overalt på De Britiske Øer. De imponerende anlæg var centrale helligdomme. Fotografi fra 1999.

Storbritannien. Maumbury Rings i Dorchester, Sydengland hører med sine ca. 10 m høje volde til blandt de bedst bevarede af de cirkulære voldanlæg, kaldet henge-monumenter, der ca. 3000-2500 f.Kr. opførtes overalt på De Britiske Øer. De imponerende anlæg var centrale helligdomme. Fotografi fra 1999.

De ældste fund er ca. 1/4 mio. år gamle og stammer fra Kent's Cavern i Devon fra den ældre palæolitiske kultur acheuléen. Fra den følgende mellemistid og istid kendes mange fund af håndkiler fra denne kultur. Hertil knyttes et kranium af arkaisk Homo sapiens fra Swanscombe, Kent. Samtidig med acheuléen optrådte kulturen clactonien med grov flintteknik. Der er også fund fra den mellempalæolitiske kultur moustérien. Knogler fra neandertalmennesket stammer fra Cotte de St. Brelade, Jersey. Fra mesolitikum kendes bopladser fra Maglemose-kulturen som Star Carr, Yorkshire. Landbrug indførtes ca. 4000 f.Kr., og i det 4. årtusinde f.Kr. opførtes i SV-England, Wales og Cornwall mange megalitgrave; ældst er dysser, yngre jættestuer. Øen Anglesey er rig på megalitgrave, hvor jættestuen Barclodiad y Gavres bærer indhuggede motiver knyttet til irsk megalitkunst. I Central- og Østengland byggedes langhøje med træfacader og med trækamre. Der opførtes såkaldte Sarup-anlæg, hvor ritualer udførtes inden for opgravede volde. Fund fra Windmill Hill og Hambledon Hill, Wiltshire vidner om ritualer med menneskeknogler. I den senere del af neolitikum, 3. årtusinde f.Kr., opførtes de imponerende rituelle, cirkulære henge-monumenter med vold og grav omsluttende stencirkler, cirkulære anlæg af træpæle og store runde bygninger, fx Stonehenge og Avebury.

Bronzealderen begyndte ca. 2000 f.Kr. med en markant rigdom i den sydengelske Wessex-kultur, hvorfra der kendes højgrave med rigt udstyr i guld og bronze, der vidner om forbindelser til Middelhavsområdet. Kontrollen over metalforekomster, bl.a. tin, i Cornwall, Devon og Wales var baggrund for rigdommen og de fjerne forbindelser. Der kendes små landsbyer med samlinger af runde huse. Hen imod periodens slutning blev nogle landsbyer befæstet, og de første hill-forts opstod.

Ca. 700 f.Kr. begyndte jernalderen, og i den tidlige jernalder byggedes flere hill-forts; mange udbyggedes til store befæstninger i 2.-1. årh. f.Kr. som Maiden Castle, Dorset. I SØ-England opstod oppida (se oppidum) med håndværk, handel og møntslagning, hvortil bl.a. italiensk vin importeredes. Fra jernalderen kendes en række rige, rituelle henlæggelser af genstande, som er udsmykket i keltisk stil, fx en bronzehjelm med horn og et bronzeskjold fra Themsen i London, guldhalsringe (torques) fra Snettisham i Norfolk samt en større moseofferplads ved Llyn Cerrig Bach på Anglesey, Wales.

Annonce

Læs om Storbritanniens historie.

Læs mere om Storbritannien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Kaul: Storbritannien (Forhistorie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165423