Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Slovakiet (Forhistorie)

Oprindelig forfatter Kaul Seneste forfatter Redaktionen

De ældste fund stammer fra mellempalæolitikum; i hulen Prepostská er der fundet redskaber sammen med knogler af uldhåret næsehorn og huleløve. Der er flere fund fra yngre palæolitikum, da obsidian i Østslovakiet udnyttedes og udveksledes over større afstande. En ca. 25.000 år gammel Venusstatuette af mammutben kendes fra Moravany. Ca. 5000 f.Kr. indførtes landbrug med den båndkeramiske kultur. Bronzealderen begyndte ca. 2200 f.Kr., og snart fremkom befæstede landsbyer på bakketoppe som Barca i Østslovakiet med velordnede rækker af huse. Ca. 1800 f.Kr. omfattes Slovakiet af den østlige højgravskultur. Omkring 1200 f.Kr. begyndte urnemarkskulturen med større urnegravfelter; metalforarbejdning nåede et højdepunkt med fint drevne bronzekar. Jernalderen begyndte 700 f.Kr., og fra ca. 400 f.Kr. kan et keltisk præg konstateres. Ca. 100 f.Kr. opstod befæstede keltiske byer som Liptovská Mara med håndværkerkvarterer og en offerplads med menneskeofre. Et betydningsfuldt keltisk oppidum lå i Bratislava, hvor der prægedes mange mønter. Ca. 60 f.Kr. ødelagdes Bratislava af dakerkongen Burebistas. Derpå ses germanske fund, der knyttes til markomannerhøvdingen Maroboduus. I århundrederne efter Kristi fødsel opstod germanske bosættelser, hvor quader og longobarder er repræsenteret. Også romerne trængte ind i Slovakiet, bl.a. med grænsefæstningen Devín, som ca. 400 blev overtaget af germanere.

Læs mere om Slovakiet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Kaul: Slovakiet (Forhistorie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161198