Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Iran (Forhistorie)

Oprindelig forfatter InTh Seneste forfatter Redaktionen

Iran er rigt på arkæologiske levn, ikke mindst pga. de achaimenidiske storkongers monumentale byggeaktiviteter i fx Persepolis og Pasargadae. Mens disse monumenter altid har tiltrukket sig rejsendes og forskeres interesse, er de tidligere perioder, sten-, bronze- og jernalder, først i 1900-t. blevet genstand for systematiske undersøgelser. Indtil shahens fald i 1979 var Iran et af de lande i Mellemøsten, som tiltrak flest arkæologer fra udlandet. Især var ekspeditioner i 1960'erne og 1970'erne med til at kortlægge Irans tidligste perioder. Også dansk arkæologi har været engageret i udforskningen af sten- og bronzealderen i Iran, fx gennem ekspeditionerne til Tepe Guran og Huleilandalen i Luristan.

De høje bjergkæder Zagros og Elburz gennemskæres af flere dale, som mere eller mindre afskåret fra omverdenen har givet mennesker gode livsbetingelser. I disse områder har man fundet levn fra den ældste stenalder med en alder på flere hundrede tusinde år.

De ældste bondekulturer dateres til 7000-t. f.Kr. og findes som små landsbyer i dalområder, fx Genj Dareh. I den sydvestlige provins Khuzistan, der grænser op til den mesopotamiske flodslette, har systematiske undersøgelser af levn fra 8300-3500 f.Kr. fået stor betydning for forståelsen af de første landsbyers og bysamfunds udvikling. Områderne Deh Luran og Susiana ligger uden for den såkaldte frugtbare halvmåne, men synes ikke desto mindre at have været vigtige for forædling af kornsorter og opdræt af dyr. En udvælgelse af velegnede kornsorter var en forudsætning for et heldigt udfald af agerbrug i området.

Annonce

I løbet af 5. og 4. årtusinde f.Kr. blev Iran mere og mere inddraget i den mesopotamiske kulturkreds, bl.a. pga. et stigende behov for handel med råvarer over store afstande. Iran kunne tilføre det spirende sumeriske samfund metaller og træ samt flere attraktive stenarter, fx steatit. Udviklingen af den øst-vest-gående handelsrute, som senere kendes som Silkevejen, kan sandsynligvis føres tilbage til denne tid. Se også Elam.

Metallernes betydning ses gennem udviklingen af støbekunsten, velkendt i Luristanbronzerne. I bronzealderen, ca. 3000-1200 f.Kr., opstod store bysamfund i Iran ofte som et resultat af det handelsnet, som efterhånden også forbandt Mesopotamien med Induskulturen. De vigtigste udforskede byer er Hasanlu, Godin Tepe, Tepe Yahye, Tell Malyan og Tepe Sarab. Gravpladser i bjergområderne har været genstand for stor arkæologisk opmærksomhed pga. de smukke bronzer. I regionen op mod Det Kaspiske Hav opstod på et tidspunkt en særlig keramisk tradition, hvor man fremstillede vaser i form af dyre- og menneskeskikkelser, den såkaldte Amlash-terrakotta.

Læs mere om Irans historie.

Læs mere om Iran.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ingolf Thuesen: Iran (Forhistorie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99265