Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frankrig - forhistorie

Oprindelig forfatter Kaul Seneste forfatter Redaktionen

Fra Grotte du Vallonet nær Nice stammer de ældste kendte spor af mennesker i Europa; nogle få grove redskaber er her udgravet, næsten 1 mio. år gamle. For ca. 1/2 mio. år siden spredtes acheuléen-kulturen med sine karakteristiske håndkiler ud over Europa. De tidlige, grove håndkiler er fundet ved Terra Amata i Nice, hvor man har udgravet Europas indtil nu ældste hytter med ildsted og oval grundplan, ca. 14 m×5 m og ca. 400.000 år gamle. I indgangen til hulen Grotte du Lazaret nær Nice findes spor af en 150.000 år gammel hytte. Herfra kendes de ældste sovepladser, der var tangmadrasser dækket med skindtæpper. Fra hulen Montmaurin i Sydfrankrig stammer en underkæbe fra Homo erectus eller arkaisk Homo sapiens, ca. 400.000 år gammel, hvilket er Frankrigs ældste menneskefund. Flere skeletdele af præ-sapiens-mennesker kendes fra grotten Arago i Pyrenæerne, og de er mere end 250.000 år gamle. For mellem 100.000 og 35.000 år siden blomstrede moustérien-kulturen, der var tilknyttet Neandertal-mennesket. Der kendes flere Neandertal-begravelser, bl.a. i hulen La Ferrassie i Dordogne, der indeholdt otte individer i hver sin grav med en lille stenhøj over. For ca. 35.000 år siden indledtes i Frankrig yngre palæolitikum med kulturerne aurignacien, solutréen og magdalénien, som var tilknyttet det moderne menneske, Cro-Magnon-mennesket. Yngre palæolitikum kendetegnes ved en række tekniske fremskridt, heriblandt en fin flækketeknik, knogle-tak-redskaber og smykker. Fra den periode kendes en rig kunst i form af udskårne genstande, der er fundet på bopladser, samt de velkendte malerier og graveringer af dyreverdenen i huler.

I den mesolitiske periode, ca. 9300-5000 f.Kr., levede en jægerbefolkning, hvis bopladser er fundet langs floderne, ved indlandets søer og ved kysterne. På øerne Theviec og Hoëdic ud for Bretagne kendes gravpladser fra ca. 6000 f.Kr. Landbruget indførtes i Sydfrankrig omkring 5000 f.Kr. samtidig med brugen af lerkar, den såkaldte impressokeramik.

I det centrale og nordlige Frankrig opstod de første bondelandsbyer i første halvdel af 4000-t. f.Kr. Der kendes op til 45 m lange huse arrangeret i parallelle rækker. De hører til den båndkeramiske kultur, som regnes for at afspejle en indvandring østfra. Hurtigt udvikledes lokale neolitiske kulturgrupper, og man begyndte at opføre megalitgrave. Fra Bretagne kendes de ældste langhøje og megalitgrave i Europa; bl.a. kan Barnenez-langhøjen nær Morlaix med stenbyggede kamre dateres til 4000-t. f.Kr., og i løbet af 3000-t. f.Kr. udvikledes megalitgravene i Bretagne; i anden halvdel af årtusindet byggedes kæmpejættestuer som Gavrinis med en udsøgt udsmykning, der var indhugget på stenene. Bautastensrækkerne ved Carnac og kæmpebautasten, der bl.a. blev genbrugt i megalitgravene, hører også denne tid til. Fra omkring 3000 f.Kr. kendes der til minelokaliteter, udveksling af stenøkser og langdistancehandel med jade fra Norditalien. Over næsten hele Frankrig blev der bygget megalitgrave; især i syd kendes desuden klippegrave.

Annonce

I den tidlige bronzealder, ca. 2000 f.Kr., fandtes i Bretagne en kultur med rige grave, en parallel til den engelske Wessex-kultur. Hele bronzealderen er kendetegnet ved regionale forskelle. Især i Østfrankrig var højgrave med våben og smykker almindelige 1500-1200 f.Kr., hvorefter man gik over til urnegrave i større gravpladser. Urnemarks-kulturen mellem 1200 og 700 f.Kr., som er kendetegnet ved mange befæstninger, er rig på bronzefund, især nedlagt som depoter. Et fuldt kropspanser i bronze fra Marmesse i Østfrankrig viser, hvordan krigeraristokratiet førte sig frem.

Fra jernalderens begyndelse i Halstatt-kulturen (ca. 750-450 f.Kr.) kendes keltiske fyrster med meget rige grave, bl.a. Vixgraven nær Châtillon-sur-Seine i Østfrankrig med fremragende græske importgenstande, der var bragt op via Rhône fra den græske koloni Massalia (nuv. Marseille). Fra den tidlige del af La Tène-perioden (ca. 500 f.Kr.) er der i Nordfrankrig fundet rige keltiske fyrstegrave med stridsvogne. I de sidste århundreder før Kristi fødsel samledes galliske stammer omkring kraftigt befæstede byer, oppida, med håndværkerkvarterer, hvor handel blomstrede, og hvor der blev slået mønt. Helligdomme lå i eller ved disse byer. Udviklingen af oppida blev brudt af den romerske ekspansion, først med erobringen af det sydfranske område i 121-118 f.Kr., senere med Cæsars Gallerkrige 58-51 f.Kr. og den endelige erobring.

Læs mere om Frankrigs historie eller om Frankrig generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Kaul: Frankrig - forhistorie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79439