Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Filippinerne - forhistorie

Oprindelig forfatter PON Seneste forfatter Redaktionen

De ældste fund af menneskelig bosættelse stammer fra hulen Tabon på Palawan; her blev der for ca. 30.000 år siden og indtil ca. 7000 f.Kr. anvendt enkle redskaber af kvarts. Agerbrug kendes fra ca. 3500 f.Kr. Brugen af metal blev introduceret i løbet af 1000-t. f.Kr., først i form af bronze, senere i form af jern omkring Kristi fødsel.

Den fra nutiden kendte opdeling i etniske og økonomiske zoner mellem agerbrugsområderne i lavlandet og højlandets skovområder har sikkert også eksisteret i forhistorisk tid. Således har agtafolket i det indre af Luzon levet af jagt, indsamling og svedjebrug på omtrent samme måde som tasadagfolket i det indre af Mindanao, uden at disse folk har været isoleret fra omgivelserne.

På Filippinerne opstod der ingen højtudviklede centre med en hierarkisk samfundsopbygning, således som det kendes fra andre dele af Sydøstasien, selvom betingelserne må have været til stede i de produktive landbrugszoner.

Annonce

Læs mere om Filippinerne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Otto Nielsen: Filippinerne - forhistorie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=75811