Frøslevskrinet er i dag udstillet på Nationalmuseet.
Frøslevskrinet er i dag udstillet på Nationalmuseet.
Af .

Frøslevskrinet er et lille relikvieskrin fremstillet ca. 1100-1150, der blev fundet i 1872 i Frøslev Mose i Sønderjylland.

Skrinet er ca. 20 cm langt, 14 cm bredt og 8 cm højt og består af kobberplader med motiver i stærkt farvet grubeemalje. På låget ses en fremstilling af Kristus i mandorla (en spidsoval glorie), omgivet af symboler for de fire apostle. Apostlen Johannes symboliseres af en ørn med glorie, Lukas af en bevinget okse, Markus af en bevinget løve og Matthæus af en engel. På fronten vises korsfæstelsen, hvor korset er flankeret af soldaterne Stephaton og Longinus, samt af Jomfru Maria og Johannes Døberen. På siderne og bagsiden ses helgener. Skrinet er forsynet med et aftageligt krucifiks, så det har kunnet bruges som rejsealter. Skrinets oprindelige trækerne er gået til.

Frøslevskrinet er fremstillet i grubeemalje, en emaljeform, hvor emaljepulver lægges i gravede eller støbte fordybninger i kobberpladerne og herefter brændes. Emaljen er farvet i stærke farver, domineret af blåt: lapis lazuli, ultramarin, pariserblå og lyseblå, og vidner om den tidlige middelalders store farveglæde. De stærke, lysende farver er i dag sjældent bevaret, undtagen på miniaturer i tidens manuskripter og bøger.

Skrinet er sandsynligvis fremstillet omkring Hildesheim i Tyskland og ikke, som det tidligere har været foreslået, i Danmark. Det kan have tilhørt Benediktinerordenen, en munkeorden, der havde hovedsæde ved Hildesheim og omkring 1100 spredte sig til Norden.

Frøslevskrinet befinder sig i dag på Nationalmuseet. Det tilhører en karakteristisk gruppe på en halv snes skrin, som nu er spredt på museer og samlinger i Europa og USA. Et kan ses på British Museum i London, et på Kunstgewerbemuseet i Berlin, et på Metropolitan Museum of Art i New York og et i Palazzo Venezia i Rom.

Da Frøslevskrinet i 1872 blev fundet i Sønderjylland, hørte området til Tyskland, men det blev illegalt bragt over grænsen til Danmark.

I 2004 udsmykkede billedkunstneren Peter Brandes koret i Gamtofte Kirke på Vestfyn med glasmalerier og et bronzekrucifiks inspireret af Frøslevskrinet. Samme år blev en kopi af skrinet givet som folkegave til daværende kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i anledning af deres bryllup.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig