Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gokstadfundet

Oprindelig forfatter ERoe Seneste forfatter Redaktionen

Gokstadfundet, udstillet i Vikingskipshuset i Oslo. Fundet i 1880 af det ca. 23 m lange Gokstadskib revolutionerede opfattelsen af, hvordan vikingetidens skibe havde set ud. Sejlforsøg med kopier af skibet har desuden demonstreret en stor sødygtighed.

Gokstadfundet, udstillet i Vikingskipshuset i Oslo. Fundet i 1880 af det ca. 23 m lange Gokstadskib revolutionerede opfattelsen af, hvordan vikingetidens skibe havde set ud. Sejlforsøg med kopier af skibet har desuden demonstreret en stor sødygtighed.

Gokstadfundet, skibsgrav fra vikingetiden ved gården Gokstad i Sandefjord, ca. 85 km syd for Oslo, Norge, hvor der under en stor høj var begravet en høvding. Gokstadfundet blev udgravet i 1880. Det velbevarede skib, Gokstadskibet, er af egetræ, 23,3 m langt og 5,25 m bredt midtskibs. Det førte mast og sejl (sejlet er dog ikke bevaret), men det kunne også ros. Årerne var 5,30-5,85 m lange. Antallet af årehuller og årer angiver 32 roere, mens antallet af skjolde, der er fundet i skibet, i alt 64, sandsynligvis angiver det omtrentlige mandskab. Ifølge dendrokronologiske undersøgelser blev skibet bygget i 890'erne, mens begravelsen fandt sted ca. 900-905.

I en seng i et gravkammer på skibet lå skelettet af en høj og meget kraftigt bygget mand, der bar mærker efter hug og stik i kamp; også rester af tekstiler af uld og silke med guldtråd var bevaret. På grund af indbrud i ældre tid var mange gravgaver forsvundet. Tilbage var bl.a. skibets anker, tre småbåde og forskelligt skibsudstyr, en slæde, flere senge, teltstænger, seletøjsbeslag og fornemt udførte bæltebeslag. Hertil kom 12 heste, 8 hunde, 2 duehøge og 2 påfugle.

Gokstadskibet og fundene derfra er udstillet i Vikingskipshuset på Bygdøy i Oslo. Rekonstruktioner af skibet har flere gange krydset Atlanterhavet: i 1893 Viking (bygget i Sandefjord) til Verdensudstillingen i Chicago og i 1982 Hjemkomst (bygget i Hawley, Minnesota) til Bergen i Norge. I 1991 sejlede Gaia (bygget 1989-90 i Bjørkedalen nær Ålesund) fra Norge til USA i anledning af fejringen af 1000-året for Leif den Lykkeliges færd til Vinland; skibet ligger i dag i Sandefjord.

Annonce

Se også vikingetiden - vikingeskibe.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Else Roesdahl: Gokstadfundet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84814