Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Flavius Aëtius

Oprindelig forfatter TDam Seneste forfatter BlochP

Flavius Aëtius, ca. 390-454, romersk hærfører og politiker. Aëtius var som helt ung i tre år gidsel hos visigoterne og hos hunnerne og kunne i sin senere karriere bruge de kontakter, han havde fået, til at opnå militær støtte fra disse folk. Efter at have vundet sejre som hærchef i Gallien blev han i 433 det vestromerske riges øverste militære leder og var rigets reelle hersker gennem 20 år. Hans væsentligste indsats var, at han opretholdt det romerske herredømme i Gallien i denne periode af folkevandringstiden. I 451 besejrede Aëtius sammen med visigoterne en hunnisk-germansk invasionshær under Attila ved De Katalauniske Marker. Hans søn blev forlovet med kejser Valentinian 3.s datter, men efter en sammensværgelse blandt Aëtius' modstandere lod kejseren ham myrde.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Damsholt: Flavius Aëtius i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=33369