ædil

En ædil var i den romerske republik en embedsmand med ansvaret for offentlige bygninger og markeder, mål og vægt, templer, offentlige fester og opretholdelse af ro og orden. Oprindelig valgtes to ædiler, senere fire og fra Julius Cæsars tid fremefter seks.

Forudsætningen for at kandidere til et embede som ædil var, at man tidligere havde fungeret som kvæstor. I forhold til en kvæstor var en ædil langt synligere i det offentlige rum, og embedet gav gode muligheder for at profilere sig som en kommende politisk leder: retsindet, handlekraftig og ikke mindst rundhåndet. Plutarch beretter, at mens Julius Cæsar var ædil, arrangerede han gladiatorkampe med hundredevis af deltagere samt ”teaterforestillinger, processioner og banketter”.

Fra Augustus fremefter overtog kejseren og kejserlige embedsmænd gradvist en række af ædilernes opgaver, og embedet gled i baggrunden.