• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

romersk navngivning

Oprindelig forfatter POErs Seneste forfatter Redaktionen

romersk navngivning, i klassisk tid havde mænd med fuld romersk borgerret i alt fem komponenter i deres navn: fornavn (praenomen), fx Marcus; slægtsnavn (gentilicium eller nomen), fx Tullius; filiation, dvs. angivelse af, hvem faderen var, fx Marci filius 'søn af Marcus'. Derefter angav man, hvilken tribus ('valgkreds') man tilhørte, fx tribu Cornelia, og endelig et cognomen (tilnavn), fx Cicero, som angav, hvilken gren af slægten man tilhørte. Normalt opgav man kun tre af disse navne (tria nomina) som indikering af sin retslige status, i dette eksempel Marcus Tullius Cicero.

Frie kvinder, som ikke var indskrevet i nogen tribus, da de ikke havde stemmeret, havde også tre navne, selvom fornavnet sjældent nævnes. Man benyttede her slægtsnavnet i hunkøn. Ciceros datter hed således Tullia. Som cognomen benyttedes ofte et betydningsbærende, fx Secunda eller Tertia (nummer 'to' eller 'tre') eller minor eller major (den 'mindre' eller 'større', dvs. yngre eller ældre).

Ikke-romerske borgere havde kun et eller eventuelt to navne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Ørsted: romersk navngivning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152458