pater familias

Pater familias’ myndighed, patria potestās, omfattede fuld og udelt ejendomsret til familiens formue samt magt over liv og død, retten til at udsætte nyfødte, retten til at sælge og udlevere endog voksne børn til afstraffelse for forbrydelser.

Økonomisk set havde sønner ingen egen formue, kun peculium, dvs. råderet over et bestemt beløb, som faderen havde fastsat.

Selvom Roms ældste historie kan opvise eksempler på fædre, som beordrede deres sønner henrettet, var familiefaderens rettigheder ikke ubegrænsede, men underlagt sociale kodekser. Idealet var således den gode familiefader, bonus pater familiās, der var forstandig og arbejdsom og altid havde familiens bedste i tankerne; jf. begrebet bonus pater, der lever videre i moderne lovsprog. Måske det vigtigste aspekt af patria potestas var, at de nævnte rettigheder netop lå hos pater familias og ikke andre steder i retssystemet, som tilfældet kan være både i diktaturer og demokratier.

Pater familias ansås for at være bærer eller en legemliggørelse af familiens genius, dvs. dens skytsånd, som nedarvedes fra far til søn. Det var hans religiøse pligt at ofre til genius og de andre husguder samt at avle sønner, der kunne føre kulten videre.

I de tidligste tider var reglen for gifte kvinder, at de hørte til i ægtemandens familie, hvor de havde samme juridiske status som en datter (se mater familias). Ved skilsmisse eller ægtemandens død vendte kvinden tilbage til sin fars familie, mens børnene blev i deres fars familie. I den sene republik blev det mere normalt, at kvinder hele livet juridisk hørte under deres fars familie.

I særlige tilfælde kunne kvinder opnå juridisk selvstændighed og rettigheder over en husstand bestående af deres egen ejendom og slaver. Men i en patrilineær familiestruktur kunne de ikke grundlægge og videreføre en familie på samme måde, som mænd kunne.

Slaver indgik som en vigtig, intim og uundværlig bestanddel i mange familier, og det er muligt, at ordet familia faktisk er afledt af famul ‘slave’.

Slaver ansås dog for at være familieløse, dvs. at de hverken havde forældre eller rettigheder over egne børn. Børn født af kvindelige slaver var således slaver – også i tilfælde, hvor den biologiske far var et af husstandens frie medlemmer. Børn født af frie kvinder var derimod frie og ansås principielt for at være børn af kvindens ægtemand; et princip, der i moderne tid lever videre i den såkaldte pater est-regel. Her spillede pater familias' ret til at udsætte nyfødte børn dog ind.

Husstandens slaver betegnede familieoverhovedet som deres dominus eller erus, dvs. ‘herre’, ikke pater familiās, idet han netop ikke var deres far. Hans magt over slaverne kaldtes dominī potestās.

De juridiske beføjelser, en pater familias havde, var altså temmelig vidtgående, og juristen Gaius (100-tallet e.v.t.) bemærkede, at der næppe var en anden nation, hvor fædre havde så megen magt over deres børn som i Rom. Det harmonerer med en anden særhed ved den romerske sprogbrug, nemlig at senatorerne hyppigt blev betegnet som patrēs ‘fædre’.

Dog var familiestrukturen med et patriarkalsk overhoved absolut ikke ukendt i de kulturer, romerne var i kontakt med. Ud fra et sproghistorisk perspektiv ved vi også, at det urindoeuropæiske samfund, som det romerske havde sine rødder i, var organiseret i klaner med et mandligt overhoved. Betegnelsen for dette overhoved kan rekonstrueres som urindoeuropæisk *déms pótis ‘husets herre’. Denne betegnelse lever bl.a. videre i vedisk sanskrit pátir dán ‘husherre’ og i græsk despotes(δεσπότης) ‘husherre, ejermand’ (et ord, der er lånt ind i dansk som despot). Det er denne institution, som den romerske pater familias viderefører, men med et nyt navn, der afspejler en tilpasning til romerske forhold, som muligvis har fundet sted omkring republikkens grundlæggelse i 509 f.v.t.

Ifølge historikeren Livius svor romerne på dette tidspunkt, at de aldrig mere ville underlægge sig en konge. Deres nyvundne frihed bestod bl.a. i, at enhver romersk mand fremover skulle være var herre i eget hus – hvis han ellers var en fri borger og ikke selv var underlagt et mandligt overhoved. Betegnelsen for hans særlige retsstilling, patria potestas, er sammensat af adjektivet patrius ‘fædrene’ og substantivet potestās ‘magt’. Det sidstnævnte er afledt af latin potis, hvis oprindelige betydning var ‘herre’, og som direkte kommer af det 2. led, vi ser i den førnævnte urindoeuropæiske betegnelse *déms pótis. Dvs. patria potestas kan forstås som ‘faderens herredømme’ – et herredømme, som ingen øvrighed kunne indskrænke.

Det var også i forbindelse med republikkens oprettelse, at senatet blev grundlagt som en forsamling af fædrene til de største klaner. Når senatorerne betegnes som patrēs ‘fædre’, er her altså ikke tale om en metafor, men om faktiske familieoverhoveder, der således spillede en central rolle i det romerske demokrati og retssystem.

• kvinders stilling i Romerriget
• ægteskab i Romerriget
• sociale forhold i Romerriget
• bonus pater familias