Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

latinere

Oprindelig forfatter EChr Seneste forfatter Redaktionen

latinere, oprindelig de folk, der beboede Latium, og som ifølge egen tradition havde Latinus som fælles forfader. De talte samme sprog, latin, og havde fælles kulter, især samlet på Albanerbjerget. Fra 500-t. f.Kr. udgjorde de en række småstater, bl.a. Rom, der som den største søgte at dominere de andre. Med den cassianske forbundstraktat fra antagelig 493 f.Kr. fik de enkelte latinske byer ligeret med Rom og gensidige rettigheder. Ved afslutningen af Latinerkrigen i 338 f.Kr. sluttede Rom fred med hver enkelt latinsk by, hvoraf nogle blev indlemmet i romersk territorium, mens andre fik den særlige latinerret, der bl.a. indebar mulighed for at drive handel i romersk territorium og kunne give stemmeret i Rom. Med tiden tildelte Rom også andre byer latinerret, og efter 89 f.Kr., da de oprindelige latinere fik tildelt romersk borgerret, blev latinere en ren juridisk betegnelse for indehavere af latinerretten. Senere er betegnelsen blevet brugt om vesteuropæerne i 1200-t.s latinske kejserdømme i Konstantinopel og om europæerne i korsfarerstaterne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Christiansen: latinere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 4. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=115011