klassisk

Klassisk, (af lat. classicus, afledt af classis 'afdeling'), betegnelse for noget forbilledligt, oprindelig brugt om den græsk-romerske oldtid.

Den romerske hærs kerne var fra gammel tid udskrevet efter fem formueklasser, hvor de rige og fornemme tilhørte første klasse. I overført betydning var en skribent eller kunstner hos romerne derfor af (første) klasse, hvis hans værk var særlig fint og mønstergyldigt. Med humanisterne blev klassisk betegnelsen for hele den græsk-romerske oldtids beundrede storhedstid, og klassisk dannelse bestod i et kendskab til denne tids sprog og kultur. Dette er også baggrunden for fagbetegnelserne klassisk filologi og klassisk arkæologi.

I nutiden er betegnelsen klassisk ikke længere bundet til antikken, men fremdeles til opfattelsen af, at et værk kan besidde en gyldighed, der bevarer dets værdi for eftertiden.

Det tilsyneladende uopslidelige ved visse kunstværker, der giver dem status som klassikere, er blevet tolket forskelligt. Man kan nøjes med at anse en sådan status for en tidsbetinget fordom, evt. et udtryk for træghed i de institutioner, der har indflydelse på værkernes renommé. Det mønstergyldige og dermed "klassiske" værk kan også defineres som en fuldendelse af de muligheder, der ligger i en bestemt genre eller stil. Dermed bevarer betegnelsen sin betydning af noget, der ikke kun vilkårligt rækker ud over sine historiske betingelser.

Åndshistorisk er det blevet opfattet som et centralt udtryk for kontinuiteten i den europæiske tradition, at den vedholdende har forholdt sig til bestemte værker. Når det fortidige værk, vi kalder klassisk, kan føles vedkommende uanset den historiske afstand, betyder det ifølge den tyske filosof Hans-Georg Gadamer, at værket i sig selv formidler en overvindelse af tidsafstanden. Som konstituerende del af vor tradition indgår værket allerede i den forforståelse, hvormed vi møder det.