imperium

Imperium var en juridisk betegnelse for den udøvende magt i det romerske politiske system. Det vil sige kommandoen over den romerske hær, retten til at lede en folkeforsamling og til at (lade) eksekvere domme, herunder også den særlige ret til at henrette romerske borgere.

Imperium var oprindelig den øverste og uindskrænkede magt, som lå hos kongen. Med republikkens indførelse i 509 f.v.t. fik prætorer og konsuler imperium, og kollegialitetsprincippet (dvs., at der altid var to konsuler og flere prætorer) sikrede mod magtmisbrug. En magistrats imperium var symboliseret ved to lictorer, der hver bar et neg med en økse i, de såkaldte fasces. Imperium var givet for en forudbestemt periode (typisk embedsperioden på ét år) og oftest med et specifikt formål for øje, fx en bestemt militær kampagne.

Med det augustæiske principat samledes det øverste imperium (imperium majus) i kejserens person, hvilket kan sammenlignes med det amerikanske commander-in-chief-koncept.

Betegnelsen Imperium Romanum (Det Romerske Imperium) blev almindelig i det 1. århundrede. e.v.t. og angav det geografiske område, hvori romersk kommandomagt kunne gøres gældende.