Homo novus blev i antikkens Rom brugt som betegnelse for en romer, der som den første i hans slægt blev valgt til Konsul.
Betegnelsen betyder 'ny mand' på latin.
Det var umådeligt svært at blive valgt til konsul som homo novus. Dette skyldtes måden, hvorpå en valgkampagne blev ført. Kilderne indikerer, at reel politik sjældent var en faktor i valgkampagner, derimod havde det enorm indflydelse, hvilken familie man kom fra.
Romerne lagde stor betydning i historiske begivenheder og enkeltindividers tidligere handlinger, og man mente til dels, at disse egenskaber gik i arv. En Romersk aristokrat, der tilhørte de gamle familier (såsom, Cornelii, Scipiones, Claudii, Aemilii), havde derfor en bedre chance for at vinde et valg til et givent magistrat.
Uden den rette familiehistorie måtte en håbefuld homo novus bruge andre midler til at skabe et navn for sig selv. Dette kunne fx være militære sejre, gode glimrende oratoriske evner eller ved at fungere som jurist.
Cæsar er et godt eksempel; under Sulla mistede han sine privilegier og måtte vinde sig selv berømmelse via militære sejre og ved domstolene som jurist. Dog var Cæsar ikke en homo novus, da han kom fra Julii slægten, der havde holdt konsul-embedet flere gange. Og rygtet ville vide, at familien stammede fra før Roms grundlæggelse og have guddommeligt ophav.
Det mest kendte eksempel på en homo novus er Marcus Tullius Cicero. Cicero byggede sin karriere som orator og jurist, længe før han blev valgt til Konsul for året 63 f.v.t.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.