Diktator, magister populi, i den ældste romerske republik titlen på den mand, som i en ekstraordinær situation, især under en krig, blev udpeget til romernes leder. Han var udstyret med absolut myndighed, indtil hans opgave var løst, dog højst i seks måneder.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer fra latin dictator, en afledning af dictare 'byde, befale', der selv er afledt af dicere 'sige'.

Diktatoren udpegede en næstkommanderende, magister equitum, og alle øvrige magistrater stod under hans kommando. I den sene republik blev diktatortitlen genoplivet og betegnede da eneherredømme; således blev Cæsar diktator for livstid. Derefter blev titlen forbudt ved lov og blev ikke længere anvendt af romerne.

Diktatorer i nyere tid

I tiden efter 1. Verdenskrig har titlen været anvendt om den mand, der har det absolutte eneherredømme i medfør af eller i strid med statens forfatning. Weimarrepublikken havde således en bestemmelse om, at rigspræsidenten kunne tiltage sig diktatoriske beføjelser, dersom den offentlige sikkerhed var alvorligt truet. Hitlers magtovertagelse skete dog ikke i kraft heraf og var formelt ikke et forfatningsbrud, lige så lidt som Mussolinis var det. Andre diktatorer i Europa og Latinamerika har taget magten ved kup eller borgerkrig.

"Proletariatets diktatur" er i den kommunistiske ideologi tænkt som et nødvendigt overgangsstyre mellem revolutionen og det klasseløse samfund.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig