• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

diktator

Oprindelig forfatter EChr Seneste forfatter Redaktionen

diktator, magister populi, i den ældste romerske republik titlen på den mand, som i en ekstraordinær situation, især under en krig, blev udpeget til romernes leder. Han var udstyret med absolut myndighed, indtil hans opgave var løst, dog højst i seks måneder. Han udpegede en næstkommanderende, magister equitum, og alle øvrige magistrater stod under hans kommando. I den sene republik blev diktatortitlen genoplivet og betegnede da eneherredømme; således blev Cæsar diktator for livstid. Derefter blev titlen forbudt ved lov og blev ikke længere anvendt af romerne.

Ordet diktator er afledt af latin dictare 'byde, befale', af dicere 'sige'.

I tiden efter 1. Verdenskrig har titlen været anvendt om den mand, der har det absolutte eneherredømme i medfør af eller i strid med statens forfatning. Weimarrepublikken havde således en bestemmelse om, at rigspræsidenten kunne tiltage sig diktatoriske beføjelser, dersom den offentlige sikkerhed var alvorligt truet. Hitlers magtovertagelse skete dog ikke i kraft heraf og var formelt ikke et forfatningsbrud, lige så lidt som Mussolinis var det. Andre diktatorer i Europa og Latinamerika har taget magten ved kup eller borgerkrig.

"Proletariatets diktatur" er i den kommunistiske ideologi tænkt som et nødvendigt overgangsstyre mellem revolutionen og det klasseløse samfund.

Annonce

Se også autoritære regimer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Christiansen: diktator i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=64646