Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

cimbrere

Oprindelig forfatter EChr Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/5055/=ud_a_129979.mp3?revision=1

cimbrere, germansk folkestamme, som i slutningen af 100-t. f.Kr. drog hærgende ned igennem Europa og fik tilslutning fra andre stammer, bl.a. teutonerne. Romerne frygtede en ny gallisk invasion af Italien, men alle romerske hære, som blev sendt imod de fremstormende horder, blev tilintetgjort i slag, og panikken bredte sig i Rom. I 102 f.Kr. rykkede cimbrerne ind i Norditalien, hvor de året efter blev knust af de forenede romerske styrker i Slaget ved Vercellae. De blev prototypen på romernes opfattelse af germanerne som barbariske mennesker, der kæmpede vildt og modigt enkeltvis, men manglede disciplin.

Siden 1600-t. har der i Danmark været tradition for at gøre Himmerland til cimbrernes oprindelige hjemland. Denne tradition, som bygger på den lydlige lighed mellem de to ord, har ofte været ledsaget af nationale og romantiske forestillinger om vore frie forfædre. Deres danske oprindelse kan dog hverken bekræftes eller afkræftes. Se Chersonesos.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Christiansen: cimbrere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=57150